Kom maj du søde milde med jordbærkage

“Kom maj du søde milde” er en af mine yndlingssange. Det er en sød lille sang, der altid får mig til at smile. Måske det er fordi maj er min yndlingsmåned? Det er der flere årsager til; i maj er alt sprunget ud, alt ser så nyt, friskt og frodigt ud, dagene er lunere og nogle dage er der ligefrem sommer temperaturer, jeg kan have kjole på og bare ben, bare tæer i sandalerne, friske spæde grønsager – asparges, rabarber, ærteskud, små nye gulerødder, og så er den første maj også min fødselsdag. Så alt i alt er maj måned bare så dejlig 🙂

I går var det jo så min fødselsdag og solen skinnede fra en skyfri himmel – hvorfor mon? 😉 Jeg blev vækket med fødselsdagssang og flag af min søde kæreste. Han havde lavet et dejligt morgenbord med ristede krydderboller (som til min barndomsfødselsdage), blødkogt æg, friskpresset appelsinjuice og god stærk kaffe. Ovenpå morgenmaden fulgte nogle fantastisk dejlige fødselsdagsgaver. Jeg er sørme ret heldig, at have en sød kæreste, der forkæler mig efter alle kunstens regler 🙂

Jeg havde taget en velfortjent fridag fra arbejde og kunne derfor nyde dagen i fulde drag. Jeg fik besøg af to af mine allerdejligste veninder, ikke på samme tid, så jeg kunne nyde hvert besøg og hver veninde for sig, skønt 🙂 Eftermiddagen blev brugt på en gåtur i det smukke solskin og så blev der også vækket en smule appetit til boller, varm kakao og jodbærkage, mums.

Aftensmaden var min, igen, dejlige kæreste, sød at hente ved Fandanko i Aalborg. Vi havde bestilt to Fan Sussi menuer og en enkelt dessert tapas til deling. Vinen var lagt på køl om eftermiddagen, så vi skulle faktisk kun sætte os til bords, da kæresten kom hjem med maden.

Sikke noget lækkert mad, 10 forskellige må “sushi” anretninger, der ikke havde set skyggen af hverken tang eller rå fisk. Jeg kan godt lide sushi, men det er jeg den eneste, der kan her i huset, så derfor var dette et lækkert alternativ. Der var foie gras, braiseret kalveskank, lynstegt sashimitun, kammusling, røget kyllingebryst, røget laksemousse og flere endnu. Det var simpelthen så lækkert. Vi lunede et lækkert baguette til og det var egentlig fint, for vi blev godt mætte 🙂IMG_1819Ud over de 10 lækre “sushi”, var der også et bæger med wasabi aioli (bægeret i midten), og hold nu op, hvor var det lækkert. Mild, cremet smag efterfulgt af et lille “ziiing” af styrke på tungen, så delikat.

Senere på aftenen delte vi de 8 dessert tapas. En bakke med 8 tapas var fint til to, havde der været to bakker, var det blevet for meget. De var lækre, dog var der to varianter med kaffe i, og det er ikke mig. Jeg elsker kaffe og jeg elsker søde sager, men hver for sig. Kaffe hører kun hjemme i en dessert som tiramisu og ikke andre desserter. Der var en lille kage med passionsmousse, en profiteroles med chokoladecreme, en mini berliner med chokoladecreme og en lille kage med creme og hindbær, mumsIMG_1840Lækker, lækker dessert.

I dag havde jeg fødselsdagskage med til mine kollegaer, det er en dejlig tradition på mit arbejde. En anden sød tradition er, at fødselarens kontor bliver pyntet med flag og flagguirlander af kollegaerne og det er ret hyggeligt 🙂

Jeg havde bagt jordbærkage efter en opskrift, som jeg har fået af en sød kollega fra en anden afdeling. Vi havde snakket om den nogle gange og det er en, de plejer at lave hjemme ved hende til hendes mands fødselsdag, så jeg synes, at det var oplagt at prøve den af i dag.IMG_1845

Til en tærteform skal du bruge (jeg lavede dobbelt portion, så jeg kom den i en bradepande):

200 g marcipan

3 æg – som altid, ikke buræg

150 g rørsukker

65 g hvedemel

Riv marcipanen groft og pisk den glad med det ene æg (opskriften er skrevet direkte af, inklusiv tastefejlen glad i stedet for glat, men jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så det, for marcipanen bliver jo glad af at blive rørt sammen med ægget, og derfor skulle det også med her :-)). Pisk de to andre æg i sammen med sukker og mel. Smør en tærteform og hæld dejen heri. Bag tærten midt i ovnen ved 200 grader i 18-20 min. Ikke varmluft, med mindre du gerne vil have en tør kage.

Når kagen er bagt og kølet af, smelter du 100 g god mørk chokolade og hælder ud over bunden. Lad det tørre. Rens imens 500 g jordbær og skyl dem godt. Lad dem dryppe af, så tærten ikke bliver alt for våd. I opskriften skal der også bruges fløde, men jeg byttede fløden ud med en 38% cremefraiche. Hvis du ikke vil bruge 38% cremefraiche, så brug fløde. Du skal ikke bruge en cremefraiche med en lavere fedtprocent, det bliver noget sjask og den fede cremefraiche smager bedre og har en bedre konsistens. Jeg rørte 250 g 38 % cremefraiche med 2 tsk. vaniliesukker og 1 spsk. flormelis. Denne blanding rørte jeg ud over den stivnede chokolade. Jeg satte kagen på køl og lod det sætte sig lidt. Jeg delte jordbærrene i to, undtagen de helt store, de blev skåret mere ud, og fordelte dem på kagen. Da det var gjort, kom kagen på køl igen, indtil den blev serveret for mine kage-glade kollegaer og den var et hit. Den smager lækkert af marcipan, vanilie, chokolade og jordbær, mums. IMG_1844Jeg er glad for, at der stadig står et par stykker i køleskabet og nu håber jeg ikke, at kæresten når at spise dem begge i aften, når jeg er af sted til Ole Henriksen foredrag. Jeg skal af sted med en kær veninde og jeg glæder mig helt vildt. Jeg er vild med Ole Henriksen; han er så positiv og livsbekræftende, at det slet ikke er til at forstå og jeg er vild med hans plejeprodukter. De er lækre, gode for huden og uden alt muligt skidt. Så i går var en fantastisk dejlig dag, i dag er en super dag med tanke på det, der er i vente og i morgen kommer mine søde forældre, min søde svigerfar og min søde bonussøn og fejrer min fødselsdag sammen med mig. Kan det bliver ret meget bedre? 🙂

Jeg er en heldig kvinde og jeg håber, at du også føler dig heldig, og at du husker at sætte pris, på det du har og de små glæder her i livet 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.