Påske – del 3
Så lakker påsken mod enden og i morgen kalder hverdagen atter. For nogle er det en ganske almindelig tirsdag, men for rigtig mange er det en tirsdag i uvished og usikkerhed. Lockoutet på skoleområdet fylder meget i medierne i dag, og det har det efterhånden gjort længe.
Jeg har mine egne tanker om dette og da der bliver brugt rigeligt spalteplads på dette emne alle andre steder, er det alt, hvad jeg har at sige om den ting 🙂
Det har været en rigtig dejlig påske med mange gode oplevelser. Langfredags besøg ved mine skønne forældre med travetur langs Kattegat, krondyrfilet til aftensmad og gode snakke. Påskedag bød på en skøn tur i skoven i solskin og et møde med ikke mindre end fem rådyr og Mikkel Ræv 🙂 Det er jo fantastisk, at støde ind i de søde væsener i deres hjemmelige omgivelser 🙂
Fridagene er også blevet brugt flittigt i køkkenet. Der er blevet lavet Lemon cookies, burgerboller, Pulled pork, og hjemmelavet påskeæg.
Påskeæggene er et hit. Jeg har lavet tre forskellige slags, alle med marcipan selvfølgelig og overtrukket henholdsvis med mørk chokolade og mælke chokolade. Mums.
Jeg lavede en variant med hyldeblomstdrik, en variant med frysetørret hindbær og en med lakridspulver.
Hyldeblomstvarianten blev pyntet med chokolade i kontrastfarve, altså lys chokolade som pynt til mørk og omvendtLakridspulvervarianten fik et drys lakridspulverOg hindbærvarianten fik selvfølgelig et lille drys frysetørret hindbærAlle tre påskeægsvarianter i skøn forening
Hyldeblomstægget lokker med løfter om lyse sommeraftener med sin sødme og fyldige smag af blomstrende hyld, der lige så stille kildrer tungen. Lakridsægget pirrer tungen med kontrasten mellem den søde marcipan og det lidt skarpere lakrids, der lige så stiller triller ind på tungen og overrasker. Hindbærægget fryder sanserne med spillet mellem det søde og det syrlige og giver et frisk pust af varme sommerdage, blomster i fuldt flor og biernes summen. Jeg er afhængig af alle tre.
Lige nu sidder jeg og nyder en stille kop kaffe i solen med et hyldeblomstpåskeæg ved min side. Solsorten kvidrer lystigt udenfor vinduet og varsler lysere og varmere tider. Jeg glæder mig til foråret for alvor banker på og de lyse nætter melder sin ankomst 🙂
Jeg ønsker dig en glædelig 2. påskedag og fortsat rigtig god mandag 🙂