Weekenden venter lige om hjørnet
Endnu en arbejdsuge lakker mod enden og weekenden venter lige rundt om hjørnet. Selvom det har været en travl uge på arbejde, har der også været tid til de gode grin og det skal der være tid til.
En gang imellem skal man huske at stoppe op i sin travle hverdag, sætte farten ned, mærke efter og huske sig selv. Det er så vigtigt, at huske ikke at glemme sig selv. Vi sætter andre før os selv, andres behov før vores egne behov og det er helt okay, men nogle gange og gerne lidt oftere, skal vi huske at tænke på os selv først, at sætte vores egne behov i første række. Det er tilladt at stoppe op i ny og næ og bare lytte, mærke efter og åbne øjnene. Pludselig kan man se at solen skinner, høre fuglene varsle forår og mærke at luften er blevet mildere. Det får smilet frem og så er det slet ikke så tosset, at mærke efter en gang imellem 🙂
Ikke mere moral fra mig i denne omgang; alle, inklusiv jeg selv, har godt af en lille opsang fra tid til anden 🙂
I går var endnu en dejlig dag. Efter arbejde kom mine søde forældre på et lille hurtigt visit og prøvesmagte min nye opskrift på brownies. De blev godkendt 🙂 Jeg har dog et par justeringer til dem, til næste gang jeg skal bage dem. Ingen kakao og kortere bagetid, og så tror jeg, at de er ligesom jeg kan lide dem; mørke, saftige og lidt tunge, lige som en brownie skal være i min verden.(Inden udskæring i mindre stykker :-))
Efter mine forældres korte, men altid dejlige visit, fik jeg besøg af en kær, tidligere kollega. Jeg har ikke set hende siden jul, så det var rigtig dejligt at se hende igen. Vi satte os med en god kop kaffe og fik vendt verdenssituationen, og det var tiltrængt.
Hun skal snart begynde på et nyt arbejde, så der var spændte forventninger, der skulle vendes og luftes. Jeg glæder mig på hendes vegne over et nyt kapitel i hendes liv, og kan mærke en snert af misundelse over den forventede spænding, man får i maven, når man skal begynde på et nyt arbejde; hvordan bliver samarbejdet med de nye kollegaer, hvilke udfordringer er der i vente, og hvad kan man lære i sit nye job. Men selvom misundelsen, på den gode måde, stak sit lille hoved frem, kan jeg mest af alt, mærke følelsen af, at jeg har det rigtig godt i mit job og, at jeg ikke vil bytte med et andet job.
Det hyggelige besøg fik dog tiden til at flyve, og aftensmaden var ikke ligefrem planlagt, så det blev til toast med et twist, en nødløsning, men ikke en af de værste 🙂
Til to personer brugte jeg:
4 skiver groft sandwichbrød til hver person, dvs. 8 skiver i alt.
1 spsk. dijonsennep
8 skiver god hamburgerryg
2 håndfulde rucola
2 store modne tomater
1 frisk mozzarellaost
Smør brødskiverne med senneppen, fordel rucolaen på de fire af brødskiverne. Fordel hamburgerryg skiverne ovenpå, to på hvert stykke brød. Skær tomaterne ud i skiver og fordel ovenpå hamburgerryggen. Bræk mozzarellaen i mindre stykker og fordel ovenpå hamburgerryggen, kværn lidt sort peber over og læg de sidste fire brødskiver over.
Bag dem midt i ovnen ved 225 grader, indtil de er gyldne og sprøde og osten er smeltet. Let, billigt og rimelig sundt 🙂
Nu ser jeg frem til en weekend, jeg ved byder på gode oplevelser og godt mad.