Melonsalat

Melonsalat

Melonsalat med hindbær er den skønneste forfriskende dessert, der også kan spises som en let snack eksempelvis om eftermiddagen til at tage den lille sult og stabilisere blodsukkeret. Både børn og voksne elsker melonsalaten med hindbær. Den er fyldt med sødme, friskhed og let syrlighed og så er den supernem at lave.

Til 2-3 personer (2 voksne eller 1voksen og 2 børn) skal du bruge:

500 g melon af forskellig slags – ikke vandmelon – jeg har brugt cantaloupe, honning og galiamelon – de forskellige typer melon rummer alle forskellige smagsnuancer og forskellige grader af sødme og de giver en skøn smagspalet – mængden af melon er uden skal og kerner.

1 spsk. akaciehonning

Saft af ½ øko lime

1 spsk. hakkede mynteblade

Fintrevet skal af ½ øko lime

150 g lækre hindbær

Bland saften fra lime, honningen, den revne skal fra limen og de hakkede mynteblade i en lille skål og rør det godt sammen.

Skær melonerne i mundrette stykker. Kom dem i en fin skål og hæld dressingen over, vend godt rundt. Kom de smukke rubinrøde hindbær i skålen og vend forsigtigt rundt, så hindbærrene ikke går i stykker.

Lad melonsalaten trække tildækket på køkkenbordet i ½ time og server den lige som den er. Den er så velsmagende og delikat i sig selv, at den ikke har brug for noget ved siden af. Nemt, lækkert og enkelt helt uden dikkedarer.

I stedet for hindbær kan du bruge lækre, danske blåbær eller skønne danske brombær – fælles for hindbær, blåbær og brombær er, at de alle tre rummer både sødme, en snert af syrlighed og en let krydret note. Du kan også sagtens bruge en blanding af alle tre bær. Frosne bær duer ikke til denne skønne melonsalat, det bliver noget sjasket grat, hvis du bruger frosne bær.

Melonsalaten er så nemt at lave, at du sagtens kan tage børnene med i køkkenet og lade dem lave den og jo, børn må gerne bruge skarpe knive, så længe de ved, at kniven er meget skarp og de er under opsyn af en voksen.

Den krydrede note fra akaciehonningen klæder de sødmefyldte meloner. Både limen og de smukke grønne pletter af mynte giver en skøn syrlig og opfriskende smag til melonsalaten. Bærrene fuldender smagsoplevelsen som små bomber af sødme og syrlighed med en krydret note, der forstærkes af akaciehonningen.

Kombinationen af de forskellige saftige, sødmefyldte meloner, de syrlige søde hindbær og den krydrede forfriskende dressing er simpelthen intet mindre end perfekt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.