Blomkålssalat med vinaigrette

Blomkålssalat med vinaigrette

Blomkålssalat med vinaigrette er en af mine yndlingssalater; smagene, strukturen, farverne – alle sanser tilfredsstilles med denne salat.

Selv med honning-sennepsvinaigretten er den en børnefavorit og en sjovere måde for dem at få lidt ekstra grønt indenbords.

Blomkålssalaten kan også laves uden vinaigretten, men jeg synes den samler salaten helt perfekt og så giver den lige lidt ekstra til smagen.

Til fire personer til tilbehør skal du bruge:

Vinaigrette:

2½ spsk. olie – jeg bruger en god olivenolie, men koldpresset rapsolie kan også bruges – vælg en god kvalitetsolie

1 spsk. lys eddike – eksempelvis kryddereddike, hvidvinseddike, æbleeddike

1-1½ tsk. Dijon sennep

1½ tsk. akaciehonning

Salt og peber efter smag

Blomkålssalaten:

½ stort blomkål

2 forårsløg

1 peberfrugt – gerne orange eller rød – både for smagen og farvens skyld

½ agurk

6 store radiser

1 lille syrligt æble

1 håndfuld rucola

Begynd med vinaigretten. Rør alle ingredienserne godt sammen i en lille skål og smag til med lidt fint salt og masser af friskkværnet peber.

Skyl grøntsagerne og æblet og dup dem tørre. Del blomkålen i mindre buketter og hak større stykker groft. Fjern roden af forårsløgene og snit dem fint – husk at få det grønne med også.

Kom blomkålen og forårsløgene op i en stor skål og hæld vinaigretten over. Vend godt rund med en spiseske. Eddiken og senneppen i vinaigretten mørner blomkålen og forårsløgene en smule og gør salaten endnu bedre.

Fjern stilk og kerner fra peberfrugten og skær den i tynde strimler, skær strimlerne i mindre stykker. Del agurken i lange skiver på langs og skær skiverne i mindre stykker, så de har samme størrelse som peberfrugten.

Fjern stilk og rod fra radiserne og del dem på på midten og skær dem i tynde skiver. Er de meget store deles de i fire.

Skær æblet i tynde skiver, husk at skære uden om kernehuset, blomst og stilk. Skær skiverne af æble i samme størrelse som peberfrugt og agurk.

Vend grøntsager og æble ned i skålen med blomkål, forårsløg og vinaigrette og vend godt sammen.

Hak rucolaen groft og vend i salaten.

Dæk skålen med madfilm og sæt den på køl til servering – lav den gerne et par timer før, så den kan sætte sig lidt og vinaigretten kan trænge ind i alle de skønne grøntsager og æblet.

Blomkålssalaten med honning-sennepsvinaigretten smager ualmindeligt godt. Vinaigrettens sødme, syrlighed og lille snert af stærkt klæder den milde sprøde blomkål fantastisk godt. Radiserne giver et lille ekstra snert af skarpt i smagen sammen med de tynde skiver af forårsløg. Peberfrugten og agurkens saftige sødme og sprødhed i skønt samspil med det syrlige æble og rucolaens bitterhed fuldender denne vidunderlige salat.

Du får hele paletten med; sødme, syrlighed, sprødhed, lidt bitterhed og en snert styrke – en fuldendt kombination i en ret.

Blomkålssalaten kan sagtens serveres med et drys lækkert feta på toppen – det smager altså også ret godt.

Server denne lækre blomkålssalat med vinaigrette til en god steak, et stykke lækkert fisk, en langtidsstegt kylling eller spis den med lidt stegt halloumi ved siden af – den klæder det hele.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.