Barbeque rejer
Efter weekendens fødselsdag havde jeg lidt rester tilovers; sådan er det ofte efter fødselsdag eller andre dejlige sammenkomster med familie og venner. Jeg er ikke, og har aldrig været, særlig stor fan af rester, men jeg er endnu mindre fan af madspild. Jeg nænner derfor ikke at smide mad ud. Jo selvfølgelig, hvis maden er blevet dårlig – hvilket den nærmest aldrig når at blive her i huset 😉
Jeg havde halvanden deciliter tilbage af min barbequesauce og en god portion af min coleslaw. Resten af den pulled pork og burgerbollerne hygger sig i fryseren 😉
Jeg elsker rejer og kan godt lide at eksperimentere med nye opskrifter og hvad er så mere nærliggende end at kombinere rejer og barbequesauce?
Aftensmaden kom derfor til at hedde sandwich med coleslaw og barbeque rejer. Jeg afdryppede 300 g lækre store rejer i 30 minutter i en sigte, så al lagen lige så stille kunne løbe af dem. Imens snittede jeg lidt icebergsalat og skar et par skiver groft gulerodsbrød. Rejerne blev blandet i barbequesaucen, da de havde dryppet af og vendt rundt. Jeg lod rejerne suge smag fra saucen, imens jeg ristede brødskiverne og fandt en stegepande frem.
Brødskiverne blev anrettet på en tallerken med icebergsalat og coleslaw ovenpå og så tændte jeg for stegepanden for fuldt blus. Jeg lod panden blive drøn varm og smed rejerne på med al saucen. De blev hurtig vendt rundt på panden og jeg gav dem ikke mere end 1 minut – de skulle jo ikke blive helt gummiagtige. Der er ikke noget værre end gummirejer, adr 🙁
Rejerne kom ovenpå coleslaw og iceberg og så toppede jeg med en ekstra brødskive for at give lidt mere mæthed. Det smagte overraskende godt og det er absolut ikke sidste gang, at jeg laver det. Næste gang kunne jeg måske finde på at blande det med lidt nudler og nogle andre lækre grønsager 🙂
I aften har kæresten lovet at stå for aftensmaden, og selvom jeg elsker at lave mad, er det også rart at “holde fri” en gang imellem. Så vokser min inspiration og jeg får tid til at skrive fødselsdagskort til min kære veninde, der fylder år i morgen.
Jeg glæder mig til at besøge hende, give hende hendes gave og hygge over en kop god kaffe og en tiltrængt veninde sludder. Hun er en fantastisk kvinde og veninde med imponerende overskud – selvstændig erhvervsdrivende, über kreativ, kærlig, sød og hun har altid tid og overskud til en hurtig sludder om verdenssituationen.
Det er et besøg jeg glæder mig meget til; både hun og jeg “lader op” i løbet af sådan en komsammen og det er jo fantastisk, at man kan have det sådan 🙂 Det er sådan venskaber skal være.
Jeg håber, at min opskrift kan give dig lidt inspiration til at få bugt med dine rester og at det dejlige solskin bringer dig godt humør 🙂