Lakridsis

Jeg er helt syg med italiensk is og efter, at jeg har fået min egen ismaskine til min vidunder maskine (Kitchen Aiden) prøver jeg mange forskellige varianter af. Jeg har tidligere omtalt mit eksperiment med lakrids is og jeg kan nu løfte sløret for, at det er en succes. En succes af de allerbedste endda 🙂 Det er en rigtig lækkerbisken. Den er blød, cremet og som med min rabarberis, føles den som det blødeste og lækreste fløjl på tungen. Mmmhhh, jeg bliver helt salig ved tanken.Rabarberis/lakridsis

Lakridsis og rabarberis i skøn forening 🙂

Isen overrasker med sin lakridssmag, der er lidt kraftigere end den lakrids is, du kan købe. Kraftigere, men absolut ikke dårligere. Den smager af lakrids uden at det dominerer – det kildrer på tungen efter mere, så lav en stor portion, når nu du skal i gang 🙂

Til ca. 0,75 liter lakridsis brugte jeg:

1½ dl cremefine til piskning

3 dl letmælk

3 pasteuriseret æggeblommer

75 g rørsukker

2 spsk lakridspulver (du kan sagtens bruge den billige variant fra Tiger, hvis du er i tvivl om lakridsis er dig – i stedet for at købe en vanvittig dyr variant)

4 Kick lakridsstænger – Kick er en flad, lidt aflang karamellakridsstang, du kan købe den i de fleste supermarkeder

Du skal begynde aftenen før, du vil servere isen, eller senest om morgenen samme dag, som isen skal nydes om aftenen.

Hæld mælk og cremefine i en gryde og varm op til lige under kogepunktet. Pisk æggeblommer og sukkeret i 2 minutter, til det er lyst og luftigt.

1/3 del af mælkeblandingen hældes forsigtigt ned i skålen med æggeblandingen under kraftig omrøring. Hvis du ikke rører imens, risikerer du at få røræg 🙁 Derefter hældes æggeblandingen tilbage i gryden med mælkeblandingen og det sættes over det stadig tændte blus – dog skal det kun have svag varme og nu skal du have god tålmodighed. Du skal nu piske – ikke voldsomt, bare så massen er i bevægelse – indtil massen bliver så tyk, at du kan trække spor bagpå en ske. Det er meget vigtigt, at du gør dette, ellers skiller is blandingen og så er din is ikke meget værd. Det tager et sted mellem 30 og 40 minutter – ja, du læste rigtigt. Det tager lang tid. Sæt din yndlings cd på dit anlæg, skru op og skrål med, så går tiden hurtigere 🙂

Når massen har den rigtig tykkelse, hælder du den i en skål og sætter den i køleskabet i minimum 6 timer. Dette gør at massen samler sig endnu mere og bliver lidt tykkere. Når du vil lave din is, starter du din ismaskine og hælder massen i. Ismaskinen skal nu køre i 20 minutter. Imens maskinen kører, klipper du de fire Kick lakridsstænger i små stykker – ikke for små selvfølgelig, men heller ikke for store – de er lettest at klippe i stykker fremfor at skære dem i stykker. Når de 20 minutter er gået, tilsætter du 2 spsk. lakridspulver og de fire Kick lakridsstænger under stadig omrøring og giver isen 20 minutter mere på maskinen. Når de sidste 20 minutter er gået, har du en lækker cremet softice. Du kan enten spise isen nu eller komme den i en frostvenlig bøtte, lægge låg på og sætte den i fryseren til den skal serveres. Tag den ud af fryseren 15 minutter før den skal spises, så bliver den tilpas blød.

Du kan også gøre lidt af begge dele – spis lidt når isen er færdig, og kom resten i fryseren, hvis der altså er mere tilbage 😉

Nu har du både en lækker opskrift på rabarberis og på lakridsis, så mangler vi bare sommeren, og i følge de vejr-kloge, så er den på vej og det glæder jeg mig til 🙂 Jeg vil ikke brokke mig over vejret, jeg savner bare solen en lille bitte smule. Det gør du sikkert også 🙂

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.