Lavendel sukker

Som lovet får du status på lavendel sukker. I går eksperimenterede jeg i køkkenet det meste af dagen og det har jeg også gjort i dag. Gid der var en dag mere til at holde weekend i, sikke som jeg skulle lave absolut ingenting 🙂

Gårsdagens eksperimenter resulterede blandt andet i en ultra lækker, sød, krydret og lokkende citrontimian sirup. Jeg har faktisk tilføjet en helt ny kategori i opskrifts indekset: Olie, eddike, sukker & sirup. Her kan du finde alle mine lækre opskrifter på forskellige krydderolier – der er ikke nogen endnu, men den første er på vej – eddiker, sukker i forklædning og søde sirupper 🙂Citrontimian sirup

Tilbage til det, det egentlig drejer sig om i dag; lavendel sukker – ta daaaaaa….Lavendel sukker

Det begyndte som et forsøg og det blev en succes 🙂 Parfumeret, sødt, delikat og en meget kedelig grå farve – ikke alt kan jo være lige godt. Farven på sukkeret minder egentlig mest om strandsand, men hvis strandsand smagte som lavendelsukker, så ville de danske strande være tømt for sand i løbet af nul komma fem 😉

Jeg havde plukket en posefuld lavendelblomster forleden og rørsukker er altid at finde i mit køkken.  Jeg tog en stor håndfuld lavendler fra til sukkeret, resten er i gang med at tørre og så skal det pulveriseres i min morter – muhahaha. Sorry, jeg er vist ikke helt mig selv i dag – for meget køkkentid er vist steget mig til hovedet 😉

Til 1 stort glas skal du bruge:

500 g rørsukker

1 stor håndfuld lavendelblomster – ingen stilke her, den del blomsterhovedet sidder på er ok at tage medLavendler

Kom 200 g rørsukker i blenderen, efterfulgt af lavendelblomsterne. Kom 100 g rørsukker på toppen. Lavendel sukker

Låg på og tænd for fuld skrue. Ryst din blender lidt et par gange, mens den kører. Sluk blenderen og pil låget af. Med skaftet på en trægrydeske – plastic og metal kan gøre stor skade på din blenders knive – vender du rundt i sukkeret, så lavendlerne bliver vendt ned i bunden og fedtet ind i sukker. Låg på igen og tænd, ryst et par gange og så burde din sukker være klar. Hæld resten af sukkeret i og bland rundt med skaftet af grydeskeen. Den har nu en kedelig grå farve og lige en advarsel. LAD VÆRE MED AT STIKKE NÆSEN NED I BLENDEREN, NÅR DU PILLER LÅGET AF!!! (Jeg ved, at du nu gør det – du kan ikke lade være ;-)) Det er en duft, meget kraftig duft af parfume, der stiger op af din blender – jeg gik næsten i gulvet, så kraftig er duften.

Hæld din parfume-sukker op på et stykke bagepapir og bred det ud, så det kan tørre.Lavendelsukker Det går hurtigt. Sukkeret er tørt dagen efter. Du skal selvfølgelig tjekke, så det ikke er fugtigt. Er sukkeret fugtigt og kommer på glas, så kan du lige så godt kassere det med det samme.

Mit sukker er kommet på glas – efter at kæresten frivilligt prøvesmagte det og så helt saglig ud i ansigtet, da sukkeret smeltede på hans tunge. Jeg blev også nødt til at smage og jeg lover dig, at lavendel sukker er et hit! Smagen er så lækker – mildt krydret og så kommer smagen af lavendlernes parfumerede duft lige så stille listende ind på din tunge, hvor det danser en saglig dans og pirrer dine smagsløg op i skyerne. Prøv det – du vil ikke fortryde det 🙂

Gem sukkeret til vinterens mørke og brug det til cupcakes og bring minderne om de lyse sommerdage tilbage. Du kan bruge det, til lige det du lyster 🙂 

Jeg fortrød helt, at jeg havde bagt hyldeblomst cupcakes til mine søde kollegaer til i morgen; jeg skulle have bagt lavendel cupcakes i stedet for 🙁 Det må blive næste gang så 🙂 Jeg fik også bagt et enkelt rugbrød i dag – jeg har stadig kun en brødform – gad vide hvornår jeg får købt nr. to? Jeg brugte en let opskrift fra Amos julebog – fuldkornsrugbrød – det er lækkert og let at lave. Helt uden brug af surdej.Rugbrød

Nåh ja, så har jeg også rørt min første surdej sammen i dag, meget apropos rugbrød uden surdej. Jeg har altid haft en frygt for surdej – sikkert ganske ubetinget – men i dag så jeg frygten i øjnene og rørte en surdej sammen af en del hvedemel, en del rugmel og to dele vand. Det står nu i et patentglas i køkkenet og hygger sig – i morgen skal det fodres med en del mel og en del vand og det skal jeg blive ved med, indtil det lugter surt – det bliver spændende 🙂Surdej

Du bliver nødt til at følge med i løbet af ugen, så du kan følge med i mit surdejs projekt og finde ud af om min frygt er begrundet eller ej 🙂



2 thoughts on “Lavendel sukker”

  • Det glæder jeg mig til at prøve ?
    Jeg har netop høstet en kæmpe portion lavendelblomster i min have (til brumbassernes store fortrydelse ?)
    Hvad bruger du de tørrede og stødte lavendler til?
    Her I huset er vi vilde med lavendler og har flere store lavendelbede, selv vores lille hund er helt vild med at gnaske de tørre lavendelblomster om efteråret ☺️
    Tak for dejlig blog – Mette Havemann.

    • Kære Mette,

      Lavendlen er en af mine absolutte yndlingsblomster og den skal plantes i store mængde i mit bed foran min nye terrasse, hvor jeg kan nyde både synet og duften 🙂
      Stakkels brumbasserne i din have 😉 Mon ikke der er lidt tilbage til dem 🙂
      Jeg har brugt dem til mit skønne parfumerede lavendelsukker, som jeg bruger både til kager, småkager, marengskys og som drys over frisk frugt, yoghurt, havregrynene og müeslien – bare vær opmærksom på, at du kun skal bruge små doser, da det er meget koncentreret – til bagværk, skal du kun erstatte en smule af sukkeret med lavendelsukker, hvis du kun bruger lavendelsukker, bliver det uspiseligt, da det er så parfumeret.
      God fornøjelse med projektet og tusind tak for de søde ord 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.