Kantarel creme
Nogle gange flyver tiden bare af sted. Den ene dag sluger nærmest den næste dag og alle de ideer og planer jeg har kan slet ikke følge med. Nogle gange ville det være rart med 36 timer i døgnet, så mine ideer kunne få lov til at slippe helt løs og jeg kunne gå amok i bagning og madlavning uden at tænke på arbejde, vasketøj, rengøring, træning og alle de der kedelige “voksen”-ting, der ikke løses af sig selv. Det kunne være dejligt med lidt tid til alt det sjove. Jeg har så mange ideer til ting, jeg har lyst til at bage, stege, braisere, koge, riste, snitte, hakke, pynte og jeg kunne blive ved 🙂
Tiden er løbet så hurtigt, at jeg helt har glemt at give dig en update på simre-søndag i søndags. UNDSKYLD!!!!
I anledning af 6 måneders eksistens for skønne La Dolce Vita, lavede jeg i søndags den ret, der har været den mest sete herinde; langtidsstegt kylling.
Jeg er vild med den ret – den dufter og smager af Middelhavs mad, bringer minder om lange lyse sommeraftener og så er der bare noget hjemligt over den ret, der giver tryghed og varmer helt ind i sjælens mindste afkrog 🙂
Opskriften på den langtidsstegte kylling ved du, hvor du kan finde – du er nok mere interesseret i det tilbehør, jeg lavede til.
Jeg havde lidt gulerødder, pastinakker, rødbeder, kartofler, savojkål og kantareller der skulle bruges og selvom det lyder til at blive en sælsom blanding, så smagte det usandsynligt godt. Alle grønsagerne blev brugt og de komplimenterede hinanden fantastisk godt.
Alle rodfrugterne blev skrællet og skåret i meget store grove stykker. De kom i et fad med lidt salt, peber og olivenolie over og kom ind i ovnen til kyllingen, da den havde fået en lille time – nok nærmere 45 minutter.
Savojkålen blev vasket og delt i fire. Jeg brugte to af de fire dele. Stokken blev skåret væk og kålen blev snittet fint. For at spice kålen lidt op, hakkede jeg ½ rød chili meget fint sammen med to lækre fed spansk hvidløg, som jeg havde fået af mine dejlige forældre.
Da kyllingen manglede ½ times stegetid satte jeg en sauterpande over medium varme, kom lidt olivenolie på og da olien var varm svitsede jeg hvidløg og chili et par minutter under omrøring – det må ikke tage farve. Derefter tilsatte jeg kålen og lod den stege løs. Jeg rørte jævnligt i den, så den ikke skulle brænde på. Jeg gav min kål lidt ekstra olie, så den ikke blev tør og kedelig og for lige at afrunde kålens lidt bitre og “kålet” smag, fik den lidt saft fra ½ lime.
Hovedattraktionen, udover kyllingen, til simre-søndag var dog min kantarelcreme. Jeg ÆÆÆÆLSKER bare kantareller – det er ubetinget min yndlingssvamp; den krydrede lidt nøddeagtige smag og den lækre konsistens gør bare kantarellen til noget særligt.
Det du skal huske og det er meget vigtigt, det er, at kantareller skal, som de fleste svampe, børstes ren for jord og skidt med en lille pensel. De må ikke skylles! Så snart de kommer i berøring med vand, bliver de slatne og slaskede – vand er kantarellens fjende 😉
Til kantarelcreme til 2 personer skal du bruge:
200 g rensede kantareller
1 fed hvidløg
½ tsk. finthakket frisk rød chili
2½ dl Milda eller Cremefine til madlavning
1 lille håndfuld frisk timian
1 spsk. smør af den gode slags
Riv kantarellerne i grove stykker. Hak hvidløget fint. Sæt en stegepande over fuld varme og lad smørret smelte. Kværn lidt peber over smørret. Når smørret bruser tilsætter du kantarellerne. Lad dem stege et par minutter for fuld blus. Tilsæt hvidløg og chili og lad det stege med et par minutter. Skru ned for panden til medium varme og tilsæt din Milda. Rør rundt og giv blandingen et lille drys havsalt – ikke for meget. Lad blandingen simre ind og rør i den en gang imellem. Hvis du synes, at din kantarel creme er lidt for lys, kan du give den en enkel dråbe kulør. Lige inden serveringen tilsætter du bladene fra den friske timian.
Kantarel cremen smager fantastisk – den er cremet, blød, lidt nøddeagtig i smagen og følelsen af efterår i munden er helt eminent. Den passer både til kylling og til en god mør bøf. Svinekød vil jeg dog ikke spise den til. Kyllingen giver den et blidt modspil, specielt når den er krydret som denne lækre langtidssteget kylling, men en god bøf, der ofte er meget kraftig i smagen, fremhæver faktisk kantarellernes unikke nøddeagtige smag og forstærker smagen af efterår på en rigtig dejlig måde.
Det var derfor et hit for mig, og for kæresten, at simre-søndag bød på kantarel creme til en fantastisk mør og saftig langtidsstegt kylling. Rodfrugterne og den let spicy savojkål fuldendte retten helt perfekt og den røde tråd i form af chilien, der gik igen i tre af tingene, blev simpelthen prikken over i’et.
Jeg glæder mig til den kommende simre-søndag for den byder på en italiensk klassiker; Osso Buco 🙂