Fastelavnsboller med creme og citron

Fastelavnsboller med creme og citron

Fastelavn venter lige om hjørnet og der skal selvfølgelig serveres dejlige fastelavnsboller med creme til både børn og voksne. Jeg har opdateret de skønne cremefyldte basser og givet dem et syrligt pift i form af revet citronskal, der passer perfekt til den søde creme.Fastelavnsboller med citroncremeGyldne boller fyldt med overraskelser 🙂

Fastelavnsboller med citroncreme er en herlig lille syrlig-sød sag og de giver den klassiske fastelavnsboller skarp konkurrence 🙂

Min opskrift på klassiske fastelavnsboller stammer fra min kære mormor og denne opdaterede version vil hun have elsket 🙂

Til 20-22 boller skal du bruge:

25 g gær

100 g smør af den gode slags

2 dl mælk fra en sød ko

½ tsk. fint salt

½ dl rørsukker

1 tsk. kardemomme

1 stort æg fra en glad høne

4-500 g hvedemelFastelavnsboller med citroncreme

Luftige lækkerbiskner, mmmhhh

Smelt smørret i en gryde ved svag varme. Tilsæt mælken og lad blandingen blive lillefingervarm.

Smuld gæren i en stor skål og hæld den lillefingervarme smør-mælkeblanding ved. Rør gæren godt ud.

Tilsæt ægget, kardemomme og sukkeret og rør atter godt.

Kom 200 g hvedemel i og tilsæt saltet. Rør sammen og tilsæt mel lidt ad gangen.

Ælt dejen godt og tilsæt mel, indtil den er elastisk og blød at arbejde med.

Sæt dejen til hævning i 1 time – husk at dække skålen med et klæde.

Imens dejen hæver, skal du lave det lækre cremefyld.

Mange køber et færdigt cremepulver, der bare skal røres op med mælk og det er synd, synes jeg. En hjemmelavet creme kan laves på få minutter og den smager så meget bedre.

Til cremen skal du bruge:

3 spsk. hvedemel

2 store æg fra en glad høne

2½ spsk. rørsukker

3 dl mælk fra en sød ko

1-1½ spsk. vaniljesukker

Revet skal af 1½ økologisk citron

Kom æg, mel og sukker i en skål og pisk det glat med et piskeris.

Hæld mælken i en gryde og bring det til kog under omrøring, så det ikke brænder på bunden af gryden.

Når mælken koger, hælder du 1/3 af den kogende mælk ned til æggeblandingen – husk at røre imens. Rør godt i blandingen og hæld blandingen tilbage i gryden til resten af den varme mælk. Husk igen at røre imens, du hælder væskerne sammen.

Det er vigtigt, at du tilsætter lidt af mælken først og rører imens og derefter hælder blandingen tilbage i gryden under omrøring, da du ellers ender med røræg med mælk på og det duer ikke 🙂

Bring cremen til kog under omrøring og lad den boble et minuts tid. Fjern gryden fra varmen og riv citronskallen ned i den lune creme. Rør citronskallen godt ind i cremen og tilsæt så vaniljen. Rør cremen sammen og lad den stå i cirka 10 minutter og trække smag.Fastelavnsboller med citroncremeBlank creme fyldt med sorte vaniljekorn og gule solstrejf af citron

Efter 10 minutter skal du smage den til – den skal måske have lidt mere vanilje eller lidt mere citronskal. Smagen udvikler sig i løbet af lidt tid, men du skal bruge lidt mere vanilje og citron, end du nok regner med 🙂 Du skal ende med en creme, der smager af vanilje med skønne citronnoter, mmmhhh.

Lad cremen køle af, imens dejen hæver færdig.

Når dejen er blevet dobbelt så stor, deler du den i to. Rul hver halvdel ud til en stor firkant og skær hver firkant i cirka 10-12 mindre firkanter.

Fordel cremen midt på hver dej-firkant og fold hjørnerne ind over cremen og tryk alle åbninger godt sammen, så den dejlige creme ikke løber ud under bagningen.

Sæt fastelavnsbollerne på en bageplade med bagepapir med sammenføjningen nedad og lad dem efterhæve i 15 minutter.Fastelavnsboller med citroncremeSolgul glasur, der røber den inderste hemmelighed 😉

Tænd ovnen på 220 grader – ikke varmluft. Når ovnen er varm, burde bollerne være færdighævet.

Bag bollerne midt i ovnen i cirka 12-14 minutter, indtil de er gyldne og smukke.

Fastelavnsbollerne skal ikke pensles, inden de bages.

Lad fastelavnsbollerne køle af på en rist, inden du pynter dem med en smuk solgul glasur og eventuelt et drys finthakkede nødder.

Lav en traditionel glasur af flormelis og vand, men erstat noget af vandet med citronsaft og lidt gul frugtfarve. På den måde forstærker du smagen af den dejlige citroncreme og den smukke gule farve, viser hvad der er i fastelavnsbollen 🙂Fastelavnsboller med citroncremeGudeskønne boller fyldt med lækker creme, mums

Fastelavnsbollerne smager vidunderligt af kardemomme, der giver et smukt modspil til den søde creme. Vaniljecremen kæler for dine smagsløg og den dejlige citron giver en frisk eftersmag, der løfter denne klassiske fastelavnsbolle til en himmerigs mundfuld. Den skønne citrussmag overrasker og lokker dig til at spise en ekstra, og du har aldrig fået en bedre fastelavnsbolle med creme før – det garanterer jeg 🙂

Fastelavnsboller med citroncreme er et hit ved både børn og voksne og både mine kollegaer og kærestens kollegaer var meget tilfredse med disse skønne boller 🙂Fastelavnsboller med citroncremeKardemommen i bollen og vaniljen i cremen titter frem 🙂

Jeg er vild med min mormors fastelavnsboller, fordi kardemommen i dejen giver et dejligt modspil til den søde creme og med citronen bliver opskriften bare endnu bedre 🙂

Hvis du ikke er til fastelavnsboller med creme, så skal du prøve mine fastelavnsboller med makronfyld – de er vanvittig lækre og så delikate, at alle elsker dem. Mine kollegaer efterspørger dem hvert år til fastelavn og opskriften er blevet delt ud mange gange i årenes løb 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.