Budget-venlig mad
I dag løfter jeg sløret for mit nye tema. Jeg har valgt et tema, som passer rigtig godt til januar måned og nej, det er ikke et slanketema. Jeg har valgt at have fokus på budget-venlig mad i januar måned.
December måned er for de flestes vedkommende, uanset om der er sparet op til denne skønne måned eller ej, en dyr måned og det kan også nogle gange mærkes på pengepungen i januar måned. Desuden kan det være, at du allerede nu skal til at spare lidt ekstra penge op til dette års sommerferie og så er det rigtig godt med tips, ideer, inspiration og opskrifter på lækker mad, der ikke koster en halv bondegård 🙂
Derfor er mit første tema i 2014 Budget-venlig mad 🙂
Jeg håber ikke, at du synes det lyder kedeligt eller at du nu tænker:” Øv, nu er det kun billig pasta og ketchup, der vil være at læse om i januar måned.” Sådan er det slet ikke – det bliver spændende, farvestrålende, lækre retter fyldt med masser af god smag 🙂
I dag vil jeg give dig nogle generelle tips, gode råd og ideer til hvordan du kan få dit madbudget til at hænge bedre sammen. Du skal endelig bare tage det for det, det er; nemlig gode råd – hos mig får du ikke nogen løftede pegefingre 🙂
Der er nogle hele basale ting, du skal huske, når du tænker mad og budget sammen og dem vil jeg liste op for dig. Du kan printe listen ud og hænge den på dit køleskab, så er den altid i nærheden 🙂
1. Læg et mad budget:
Her i huset lægger vi et fast beløb til side til hver den første i måneden og det er vores madbudget. Vi overholder det til punkt og prikke. De måneder, hvor vi på forhånd ved, at der er for eksempel fødselsdag, så lægger vi lidt ekstra til. Let og enkelt.
For at få en idé om, hvad du og din familie bruger på mad på en måned, så kan du samle alle dine kvitteringer (husk at bede om dem, når du handler) for en måned og regne det sammen sidst på måneden. Du får nok et mindre chok, når du ser, hvad der egentlig bliver brugt på mad og husholdning. Det er altid mere, end du regner med.
2. Lav en madplan:
Du hører det sikkert igen og igen: “Lav en madplan!” Men tro mig, det virker. Hvis du laver en madplan for en uge ad gangen, så kan du kombinere dine indkøb, så du får brugt alle dine madvarer; skal du for eksempel bruge gulerødder til råkost om mandagen, så kan du lave en ret om onsdagen, hvor resten af gulerødderne bliver brugt.
Der er 3 store fordele ved en madplan: Du har intet madspild, du bruger færre penge på mad og du skal ikke stresse over, hvad aftensmaden skal være, når du kommer hjem fra en lang arbejdsdag – win win 😀
Jeg laver altid min madplan til den kommende uge om torsdagen, så jeg har et overblik til fredagens indkøb.
3. Handl stort ind én gang om ugen:
Når du laver en madplan, så har du et bedre overblik over de madvarer du skal bruge i løbet af ugen og du kan nøjes med at handle stort ind én gang om ugen. Mælk, frugt og nogle grønsager er så det eneste, du skal skaffe i løbet af ugen.
Der er to fordele ved dette:
Du sparer rigtigt mange penge – handler du lidt hver dag eller handler du ind til aftensmad hver dag, så bruger du helt sikkert flere penge på mad, end hvis du handler én gang om ugen.
Du undgår at stresse rundt hver dag efter arbejde for at handle ind.
4. Lad være at købe 3 for 2 eller kæmpe køb:
Kæmpe køb kan være fristende, men der er i den sidste ende ikke noget at spare, fordi størstedelen af de varer, der bliver købt ved kæmpe købstilbuddene, når at blive for gamle, inden de bliver spist og derfor bliver de smidt ud. Det eneste tidspunkt du skal benytte dig af disse tilbud er, når du for eksempel skal holde fest eller middag og du skal bruge bacon og supermarkedet så har tre pakker bacon på tilbud og når der er tilbud på toiletpapir 😉 – ellers så hold dig fra dem. De koster dig flere penge, end hvis du køber, det du skal bruge.
Dette er specielt vigtigt, hvis du er alene, eller din familie ikke er så stor.
En anden vigtig ting i dette råd er: Se altid på kilo prisen – en vare, der virker billig kan faktisk godt være dyrere, når du ser på kiloprisen i forhold til en anden vare. Køb derfor altid den, der er billigst på kiloprisen – dette gælder specielt, når der er tilbud. Dette kan være på for eksempel rejer i lage – tilbudsvaren kan, selv på tilbud, godt være dyrere, end de rejer i lage, der ikke er på tilbud. Selv 2 kroner tæller i det store regnskab for nogle 🙂
5. Brug din fryser:
Det eneste tidspunkt, du skal benytte dig af kæmpe købstilbuddene, er når der er tilbud på frosne grønsager. Her skal du til gengæld købe ærter, grønne bønner, majs og grønsagsblandinger og fylde din fryser med dem. Frosne grønsager er super sunde og ofte sundere end friske, da de er frosset ned lige efter høsten og derved bevarer flere af deres vitaminer end friske, der mister vitaminer for hver time de ligger i en butik eller ved grønthandleren.
Det samme gør sig gældende ved magert kød – finder du et godt tilbud, så kan du gerne købe lidt ekstra, pakke det om og fryse det ned. Det meste kød kan holde sig et par måneder i fryseren.
6. Hav et varieret indhold i dit køkkenskab:
Dit køkkenskab er din livline. Det er dit køkkenskab, at du gemmer alle disse skønne ingredienser, der pifter dine retter op; krydderier, eddiker, olier, puréer, fuldkornspasta, brune ris, polenta, risotto ris, bouillonterninger – alle de ting, der kan gå under kategorien kolonial skal være i dit køkkenskab.
7. Køb gode råvarer:
Gode råvarer koster en smule mere end de knap så gode, men det er penge, der er givet godt ud. De er sundere, du bruger mindre og smagen er så meget bedre.
Køb kød med et lavt fedtindhold – der er mindre svind og smagen er meget bedre. Jo højere fedtindhold jo mere svind og jo mindre har du faktisk fået for pengene. Når jeg køber oksefars, så køber jeg altid det fars, der max har 7% fedt per 100 gram – jeg får i den sidste ende altid mere for pengene og som et dejligt plus, så er det også sundere.
Køb altid kød af god kvalitet – hold dig fra de dårlige udskæringer, hvis du er i tvivl så spørg din slagter. Han vil hellere end gerne hjælpe dig.
Køb gerne store udskæringer som spidsbryst, okseklump, nakkefilet og lignende – det er utroligt alle de retter, du kan få ud af et stort stykke kød, og kiloprisen er meget lavere ved køb af store udskæringer, end ved de små færdigskåret pakker.
Råvarer af god kvalitet gælder ikke kun kød, men også frisk frugt, brød og friske grønsager – det er i orden at være kræsen og vælge det allerbedste. Du skal ikke bare tage det første og det bedste – det gælder faktisk alt her i livet. Vær kræsen, det er ok!
I de Italienske supermarkeder skal du faktisk have handsker på, når du vælger frugt og grønsager og det kan jeg godt lide. Det er respekt, både for varen og for andre handlende. Alle italienere behandler deres råvarer med stor respekt og forsigtighed og det kan vi lære en masse af herhjemme. Herhjemme smider vi rundt med frugten og grønsagerne og det kan de simpelthen ikke lide. Vi burde tænke lidt mere som italienerne; nænsomhed og kærlighed til de gode råvarer 🙂
8. Brug mange grønsager:
Dette sidste råd er et helt essentielt råd, når det kommer til budget venligt mad. Jo flere grønsager, friske og frosne, du kan putte i dine retter jo bedre er det for budgettet og som en dejlig sidegevinst: jo bedre er det for dit taljemål 😉
Er du så heldig, at dine børn, mand, kone, kæreste eller forældre er super kræsne og nægter at spise grønsager i deres mad, så kan du snyde dem. Fintrevne gulerødder og rodfrugter eller kogte og mosede grønsager blandet i gryderetten, pasta saucen og lasagnen og grønsager forklædt som pommes frites glider let og elegant ned ved selv den mest grønsagsforskrækkede. Fjern fokus fra grønsagerne, når du og din familie spiser – lad være med at fortælle, at der er grønsager i maden og lad som ingenting. Lad også være med at fortælle det, når I har spist, så glider det nemlig også ned næste gang og næste gang og næste gang 🙂 I Madlavning, krig og kærlighed gælder alle kneb 😉
En ekstra bonus ved at snige grønsager i for eksempel kødsaucen er, at du kan bruge mindre kød, der kan være en ret bekostelig affære for mange familier, og kødsaucen rækker længere, smager bedre og mætter mere 🙂
Brug også gerne grønsager som hele måltidet og hold kødfrie dage. Dette kan gøres ved at lave en lækker grønsagssuppe, lave en omelet fyldt med lækre grønsager, lave salater med humus og lige det du kan finde på. Du skal nok blive mæt – jo grovere grønsager, jo bedre mæthed. Hvis du serverer en almindelig kedelig salat uden rodfrugter, lidt fuldkornsbrød- eller pasta til, så bliver du med garanti ikke mæt. Suppler derfor gerne med rodfrugter og fuldkornsprodukter.
8 enkle råd – de virker nok uoverskuelige, men det er de slet ikke. Det kræver selvfølgelig en tilvænning, men det gør de fleste ting i livet jo 🙂
Jeg håber, du finder dette tema interessant – jeg har glædet mig til at dele det med dig 🙂
Jeg har allerede afprøvet de første opskrifter med stor succes og den første får du lige om straks.
Helt kort fortalt er de 8 råd her:
1. Læg et madbudget
2. Lav en madplan
3. Handl ind én gang om ugen
4. Undgå kæmpekøb
5. Brug din fryser
6. Fyld dit køkkenskab
7. Vælg de gode råvarer; lav fedtprocent, store udskæringer – vær kræsen med dine valg!
8. Brug mange grønsager
Brug din sunde fornuft og du vil opleve en lettere hverdag både med madlavning, indkøb, mindre stress og som en sidegevinst kan det måske ses på vægten også 🙂
Hvad synes du om mit nye tema?? Du må meget gerne kommentere mit nye tema, så jeg ved om det lige er sagen eller om det er helt hen i vejret 🙂