Tomatsalsa
Tomatsalsa af solmodne lækre tomater smager unægteligt så meget bedre end en halv tarvelig købe variant og den er en super god måde at få brugt de tomater, der ligger på køkkenbordet, som måske ikke skal bruges til andet. Hjemmelavet tomat salsa er en super måde at undgå madspild på, da tomaterne gerne må være godt modne, nærmest overmodne til denne salsa, da det giver en så meget mere intens smag.
3 store solmodne tomater – i grove både, uden kerner
1 stort fed hvidløg – skåret i mindre stykker
½-1 rød chili finthakket – smag på den før du hakker det hele
½ håndfuld frisk timian – vrid eller hak timianen i mindre stykker
1 spsk. jomfru olivenolie
½ tsk. fint salt
Friskkværnet peber
Kom alle ingredienser i en minihakker eller en foodprocessor og kør til en næsten glat masse. Ønsker du en salsa med mere struktur, skal du selvfølgelig ikke køre blandingen for længe i hakkeren. Jeg tjekker altid undervejs, så jeg opnår lige den struktur, jeg bedst kan lide.
Smag salsaen til, måske du synes, den skal have lidt ekstra chili, salt eller peber.
Lad salsaen stå og trække på køkkenbordet i ca. 30 min. førend du skal bruge den.
Tomatsalsaen vil danne ekstra væske, som du kan dræne fra med en ske, hvis du ønsker den lidt “tykkere” i konsistensen.
Tomatsalsaen har en intens smag af de solmodne tomater med en skøn parfumeret note fra timianen. Chilien og hvidløget giver en skøn styrke, der kommer som et skønt efterspil, der leger på tungen.
Salsaen har en vidunderlig ren smag og smager så meget bedre end selv de bedste købe varianter. Jeg bruger denne lækre salsa både til dyp til nachos, i tortillas, som tilbehør til en lækker steak, kylling og som topping på pizza i stedet for pesto eller tomatsauce. du kan bruge denne lækre tomat salsa til næsten alt.
Er salsaen også til børn, skal du skrue lidt ned for styrken og for at gøre den ekstra børnevenlig, kan du tage halvdelen af den fra og smage den del til med lidt sød ketchup – det gør salsaen meget mere acceptabel for børn, fordi ketchuppen har en sød rund smag, der dæmper tomat salsaens intense smag.
Haps de solmodne tomater, der ligger på dit køkkenbord og lav en portion salsa, undgå madspild og nyd den bedste tomatsalsa du nogensinde har smagt.