Rosenkålssalat
De fleste rynker på næsen, når de hører rosenkål, men vent et øjeblik med at rynke på din næse. Rosenkål er en smuk grønsag og meget anvendelig. Jeg har elsket rosenkål, siden jeg var barn – sikkert fordi mine forældre vidste lige præcis, hvordan de skulle tilberede rosenkål 🙂 Kæresten kan ikke lide rosenkål, eller rettere han kunne ikke lide rosenkål. Det kan han nu 😀Vinterens lækreste salat, mmmhhh
Hvis du gerne vil lære din familie at spise rosenkål, så skal du begynde med denne skønne rosenkålssalat. Den er mild, frisk og knasende sprød – den søde kæreste sagde, at det var den bedste salat, han nogensinde havde smagt – og han har efterhånden smagt mange. Denne salat fik ham omvendt fra rosenkålshader til rosenkålselsker 🙂
Det er lidt en tidsrøver at lave denne salat, men den er indsatsen værd 🙂
Til 3 personer skal du bruge:
500 g friske rosenkål
1 stort rødkindet dansk æble – gerne et med en let syrlighed i smagen
1 stor håndfuld mandler
2 spsk. akaciehonning
Saft af ½ lime
Friskkværnet peber
Læg rosenkålene i blød i iskoldt vand i 1 time – det får det værste skidt og jord til at opløse og falde til bunds. Dine rosenkål bliver meget lettere at gøre rene.
Når de har ligget i blød i en time eller lidt længere, skærer du den nederste del af stokken væk og fjerner de yderste blade – de er altid en smule medtaget. Skyl den færdig pillede rosenkål og læg den til side. Rens resten på samme måde.
Skær lidt mere af stokken og lirk et blad af kålen ad gangen og læg bladene i en skål. Du kan ikke få alle bladene med, så den inderste klump af rosenkålene, gemmer du i en pose i køleskabet til dagen efter, hvor du kan dampe dem og glasere dem med lidt honning, eller dele dem i halve og lynstege dem på en varm pande med lækre krydderier.
Det tager cirka 30 minutter at pille alle kålene.
Når du har pillet alle rosenkålene, for de blade, der var lettest at løsne, har du nu en stor skål fyldt med små fine sprøde blade.
Sæt skålen til side.
Rist mandlerne på en tør, varm panden, i cirka 5 minutter. Det fremhæver den lækre smag. Lad mandlerne køle næsten helt af.
Skyl og del æblet i fire både. Fjern kernehuset og skær hver båd i to dele. Skær de 8 dele i mindre stykker og bland sammen med rosenkålsbladene. Fordel mandlerne i skålen og hæld akaciehonningen og limesaften over.
Drys til sidst med friskkværnet peber og vend hele herligheden godt sammen, så honningen, limesaften og den friskkværnede peber kan fordele sig godt på æbler, mandler og rosenkålsblade.Smuk og sprød 🙂
Server denne lækre salat som et lækkert tilbehør til en skøn kamsteg, til julens frikadeller, til andebryst, langtidsstegte andelår, gammeldags oksesteg – server den til lige det du har lyst til 🙂
De smukke krøllede blade fra rosenkålen er sprøde og let bitre. De syrlige bidder af æble mildner og komplimenterer rosenkålen på bedste vis. Mandlernes skønne sødme fremhæves af ristningen og de giver et skønt knas til denne lækre salat, der fuldendes af honningens sødme og den let skjulte syre fra den dejlige lime. En lækker salat, der herhjemme er kåret til verdens bedste salat 😀
Rosenkålssalat er en vidunderlig vintersalat, der vil blive elsket af store og små.Fine små krøllede blade i skønt selskab af dejlige æblestykker og sprøde mandler
Den er perfekt som tilbehør til vinterens og julens mange lidt tungere retter, hvor den giver et dejligt friskt modspil.