Rodfrugtsmos er et super lækkert alternativ til kartoffelmos, både for kartoffelmos hadere, deriblandt mig, og for alle dem, der bare trænger til noget andet end kartoffelmos 🙂
Du kan bruge lige de rodfrugter, du har lyst til, der skal dog lige være minimum 2 bagekartofler i mosen hver gang. Det giver en bedre konsistens og en bedre mos. Jeg har også altid gulerødder med i min mos – det giver et flot farvespil.
Til 3 personer skal du bruge:
2-3 store bagekartofler
5 store gulerødder
4 pastinakker, persillerødder, en stor klump selleri, eller en blanding af disse tre.
Eventuelt 5 fed pillede hvidløg
30-50 g rigtig god smør – ikke et blandingsprodukt
Havsalt
Skræl kartofler og rodfrugter og skær dem i grove tern. Læg de rodfrugter, der skal koge længst tid, nederst i gryden og læg dem, der skal koge kortest tid, øverst. Hæld vand i gryden, så rodfrugterne lige akkurat er dækket. Læg dine hvidløgsfed i. Prøv det – de bliver søde og giver et lille spil i smagen af mosen, det er rigtig lækkert.
Kog rodfrugterne til de er møre og dræn vandet fra. Brug eventuelt kogevandet til rengøring af dine termokander. Mos rodfrugterne med en gammeldags kartoffelmoser – der skal være klumper og struktur i mosen, den skal ikke være en lind og glat masse. Der skal være lidt at tygge på.
Kom to store smørklatter i og drys godt med havsalt. Bland sammen med en gaffel og smag til. Måske mosen skal have mere salt eller smør.
Server til efterårets og vinterens lækre simreretter.
Som min far lavede den, tak. Jeg tror jeg vil lade være at putte 30 gram salt i, men jeg vil putte 30 gram smør i!
Kære Villads,
Jeg kan ikke lige se, hvor du finder de 30 g salt, men jeg er glad for, at opskriften bringer minder om din fars 🙂
Kh Helene