Dette er en simreret af dimensioner, der er en dronning værdig 🙂
Denne opskrift er en rigtig tids slyngel, men en slyngel af den allerbedste slags. Stegetiden i opskriften er den længste stegetid, jeg nogensinde har prøvet og der er virkelig tale om langtidsstegning. 24 timer er ikke ligefrem en hurtig tilberedningstid, men det er ventetiden værd og selve arbejdsindsatsen er så minimal, at denne skønne ret er den perfekte gæsteret 🙂Smeltende mørt og lækkert, mmmhhh
Jeg langtidssteger oksetykkammen i 24-25 timer ved 75 grader, og det er den lave temperatur, der gør langtidsstegningen mulig. Hvis temperaturen var ret meget højere vil resultatet blive et stykke tørt og sejt kød uden megen smag. Jeg bruner dog kødet af ved god varme på en stegepande, inden jeg pakker det godt ind og langtidssteger det i ovnen. Den hurtige bruning ved høj varme dræber de bakterier, der kan sidde på kødet og give dig en dårlig mave. Derfor er denne langtidsstegning en sikker metode til mørhed og god smag.
Kødet bliver så mørt, at det er tæt på at være umuligt at skære og det er derfor også en super opskrift på pulled beef. Jeg foretrækker dog at nyde det med skønne aspargeskartofler, ristede svampe og den skønne fond kogt ind til en delikat sauce til, og så spise resterne som pulled beef 🙂
Mængden af kød i opskriften ligger til den gode side, men når du har lavet det, kan du godt forstå hvorfor. Jeg er ikke altid den store kød spiser selv, men det her kød kan jeg bare ikke få nok af, mums 🙂
Til 3 personer og måske til en rest til pulled beef:
1,3 kg oksetykkam
1 løg
2 persillerødder
2 stængler bladselleri
1 dåse flåede tomater – gerne den hakkede variant
3 dl stout (stout er en god mørk øl)
8 kviste frisk timian – gerne den grove variant
Havsalt og friskkværnet peber
Lidt maizena til jævning af fonden
Skræl persillerødderne og rens løg og bladselleri. Hak alle dele groft og læg til side.
Sæt en stor stegepande over god høj varme, krydr den ene side af tykkammen godt med friskkværnet peber og havsalt. Kom en glat god smør og en sjat olivenolie på panden.
Når fedtstoffet bruser, lægger du tykkammen på den varme pande med den krydrede side nedad. Krydr den anden side godt.Brunet okse – lækkert
Brun tykkammen i 2 minutter på den ene side, vend forsigtigt kødet med fingrene eller en palet – du skal ikke bruge en gaffel eller på anden måde stikke i kødet, så laver du hul, så al den gode saft og smag kan løbe ud og det duer ikke. Brun kødet på den anden side i 2 minutter – gentag på alle store flader.
Når kødet er brunet godt af på alle sider, løfter du det forsigtigt med en palet eller fingrene over i en stor stegeso eller et stort fad. Læg gerne et par af timian kvistene i bunden af fadet, så kødet ligger ovenpå kvistene.
Kom de hakkede grønsager på den varme pande og lad dem steg et par minutter til løgene begynder at blive klare.
Hæld de stegte grønsager over kødet.
Hæld stouten og de flåede tomater over kødet i fadet og top med timian kvistene.Smukke farver og klar til 24 timer i ovnen 🙂Læg låget på stegesoen over og sæt fadet i en forvarmet ovn. Husk den skal kun stå på 75 grader og ikke varmluft.
Hvis du ikke har en stegeso, kan du bruge et almindeligt stort fad. I stedet for låg kan du bruge bagepapir og stanniol. Krøl et stykke bagepapir og skyl det under den kolde vandhane. Klem vandet ud af det og fordel det over kødet, så kødet er dækket. Pak to store stykker stanniol uden over bagepapiret og fadet, så det er hermetisk lukket. Sæt fadet i ovnen.
Som sidste alternativ kan du bruge en stor støbejernsgryde med et låg, der kan gå i ovnen.
Uanset hvilket fad eller gryde du bruger, så skal det være stort, da kødet afgiver en del væde.
Lad fadet med kødet i stå i ovnen i 24 timer ved 75 grader i alle timerne.
Når de 24 timer er gået, tager du fadet ud af ovnen og fjerner forsigtigt låget – pas på den varme damp.Metode nr. 2 – bagepapir og stanniolResultatet er perfekt og lækkert 🙂
Hæld fonden igennem en sigte op i en gryde – husk stadig ikke noget stikkeri i kødet. Sæt fadet med kødet tilbage i ovnen. Skru ovnen op på 200 grader.
Bring den siede fond til kog og lad fonden koge ind til halv mængde. Skum af undervejs for urenheder og fedt.
Jævn saucen med lidt maizena rørt ud i lidt koldt vand.
Tag kødet ud af ovnen og skær det i tynde skiver med en meget skarp kniv. Server det lækre kød med den endnu mere lækre sauce, stegte svampe, aspargeskartofler og grønne bønner til. Lige så lækkert, som det er smukt, mums 🙂
Saucen er uforskammet god og burde spises af en dyb tallerken med en ske og kødet er så smeltende mørt, at du ikke har lyst til at dele det med dine gæster eller din familie. Jeg har aldrig fået oksekød før, der er så mørt, så lækkert og så vidunderligt, at jeg kan høre englene synge, når jeg spiser det.
Saucen er en fryd for ganen og dine smagsløg skriger på mere. Jeg har aldrig været særlig vild med sauce af nogen art, men denne bringer næsten tårer i øjnene og jeg er syg med den.Smukt og lækkert
Langtidsstegt oksetykkam med skøn sauce er en ny favorit i huset og jeg har allerede lavet den flere gange. Jeg er meget glad for at dele denne opskrift med dig og jeg håber, at den vækker lige så stor lykke i dit hjem.
Hvis du ikke kan skaffe oksetykkam, så kan kalve tykkam også bruges. Min slagter anbefalede mig at prøve med en okse bovklump til en ny omgang langtidsstegning og jeg tror, at jeg skal følge hans anbefaling om ikke så længe til en anden opskrift 🙂
Hvis du skal lave denne ret til 6 personer, skal du bruge 2 kg oksetykkam, 1½ dåse flåede tomater og 4½1 dl stout og et større fad. Stegetiden er dog den samme 😉
Simremad er bare en luksus spise uden den store indsats og måske det er derfor, at simremad er så stort et hit – vi får tid til det nære og kan stadig servere god og lækker mad 🙂