Godt nytår
Årets sidste dag.
Jeg blev vækket meget tidligt i morges af lyden af fyrværkeri og jeg indrømmer ærligt, at den gut, der affyrede det, fik nogle bandeord med på vejen. Jeg kunne nemlig ikke falde i søvn igen, men det kunne kæresten heller ikke. Vi trimlede derfor ud af sengen, trætte og lidt smågnavne. Det hjalp dog, da kæresten lavede en kop god kaffe til os. Kaffen blev indtaget foran tv’et med lidt god nytårsstemning fra Go’Morgen Danmark og straks var humøret bedre 🙂
Jeg bruger altid årets sidste dag på at gøre status over, året der er gået – det gør du sikkert også. Hvad er gået godt og hvad er gået knap så godt. Du tænker måske på dit nytårsfortsæt og det du skal have for 2014. Jeg har ikke haft et nytårsfortsæt som sådan, mere et mål for året. De sidste to år har jeg haft de samme mål – og det er faktisk først i år, at jeg for alvor har gjort noget ved dem 🙂 Et mål og et fortsæt er vel egentlig i bund og grund det samme 😉
Det bedste jeg har opnået i 2013 har været La Dolce Vita. Jeg er pavestolt af mit dejlige lille hyggested og jeg er så glad for dine mange besøg herinde 😀
Jeg brugte en stor del af 2012 på at tænke på at lave en blog og da jeg passerede 2012 og nåede 2013 besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg havde mange tanker og forbehold, inden jeg gik i gang. Alle jeg spurgte opfordrede mig til at gøre det – men alligevel var jeg lidt i tvivl. Venner, veninder og familie bakkede op omkring det og mente, at mine opskrifter ville gøre mange glade og så var mine bekymringer ved at være manet i jorden.La Dolce Vita 😀 Sparkling sweet ligesom mig 😉
Jeg begyndte i marts 2013 med de grundlæggende ting, alle de kedelige tørre ting inde bagved denne skønne blog. Der var meget, der skulle læres og jeg lærer stadig 😉
D. 31. marts skrev jeg mit første indlæg, et kort et, men det var en begyndelse 🙂 Jeg har skrevet mange indlæg på de 9 måneder, der er gået siden første indlæg og jeg nyder det i fulde drag.
2013 har været et spændende år her på bloggen; jeg har udviklet nye opskrifter, jeg har prøvet mig selv af og jeg elsker simpelthen at give dig små glimt af mit liv, min hverdag og min passion for mad 🙂
Jeg har haft et fantastisk tema med simremad henover efteråret og jeg har fået stor og positiv respons på dette tema. Så jeg tror, at 2014 byder på endnu et simremadstema. Det har været en fornøjelse og faktisk også en stor personlig udfordring at finde på opskrifter til dette fantastiske tema. Det er skønt at få lov til at udfordre sig selv, specielt, når udfordringen er indenfor mad 😀
Jeg kan også se, at jeg har en overvægt af opskrifter i Den Søde Tand; jeg kan simpelthen ikke gøre for det – jeg elsker søde sager og jeg er en værre kage-gris 😉
Jeg vil dog i det nye år rette lidt op på den uligevægt, der er i mine opskriftskategorier – forretter, frokost – og småretter, hovedretter uden kød, hovedretter med fisk og skaldyr og hovedretter med kalv, lam og vildt vil få et større fokus i 2014. Det lover jeg dig.
Jeg vil lave flere temaer herinde i 2014 og det første vil jeg lave her i januar måned og nej, det er ikke et slanketema. De opskrifter, der vil være en del af mit januar tema, vil fokusere på de gode, men billige råvarer og størstedelen af mine opskrifter vil vægte til den sunde side.
Jeg indrømmer gerne, at jeg kan få lidt fniller over januar måneds slankehysteri, mådehold og sund fornuft plejer at hjælpe i stedet for panik-slankekure. Ja, jeg har da også levet lidt for godt i december, men mon ikke en gåtur engang imellem hjælper på det – det plejer det 🙂 Jeg tager det ikke så tungt – jeg er tilfreds med mig selv, som jeg er og jeg håber heller ikke, at du bliver grebet af slankehysteriet – du er perfekt, som du er – lad ikke andre overbevise dig om andet!
2013 har været en skønt år med mange lækre opskrifter og et par fiaskoer indimellem, men mon ikke også Michelangelo malede forkert et par gange, da han malede det sikstinske kapel?
2014 byder på flere temaer og for første gang nogensinde har jeg tre nytårsfortsætter. De vedrører alle tre dejlige La Dolce Vita og nu deler jeg dem med dig, så du kan huske mig på dem, hvis jeg skulle glemme dem 😉
1. Jeg skal lave en ordentlig og velfungerende surdej
2. Jeg skal lave flødeboller, der ikke falder fra hinanden
3. Jeg skal lave en steak på sous vide metoden uden brug af diverse teknisk udstyr
Tre nytårsfortsætter, som jeg vil og skal gennemføre i 2014. De to første har jeg forsøgt mig med her i 2013, men uden synderligt held, så nu må du hjælpe mig igennem dem 🙂
2014 byder på det personlige plan på flere store oplevelser; der er tre store koncerter i vente i løbet af maj og juni måned og så venter den store udlandsrejse i april måned. Jeg rejser laaangt væk i 3 uger, men jeg tager La Dolce Vita med, så du kan følge med i mine kulinariske udfordringer på rejsen. Så det første halve år af 2014 er fyldt med spændende oplevelser, og hele 2014 er fyldt med lækre opskrifter og god mad herinde 🙂
Jeg vil gerne takke dig for de mange besøg herinde hos mig og mit hyggested. Jeg er overvældet over al den positive og søde respons, jeg har fået på mine opskrifter og for hele mit koncept. Det betyder utrolig meget for mig og jeg ved, at det var rigtigt for mig, at begynde La Dolce Vita.
Tusind tak, fordi du læser med, kommenterer og forhåbentlig får en masse inspiration og et par gode grin undervejs her hos mig 🙂
Jeg ønsker dig og din familie og venner et godt og glædeligt nytår. Pas på dig selv og kom godt ind i 2014. Tak for et sjovt og underholdende 2013. Vi ses i 2014 🙂 Godt nytår!