Gammeldags lagkage
Til en fødselsdag hører der lagkage og gerne en god klassisk gammeldags lagkage med creme og syltetøj. Her i det lille hjem har der lige været fødselsdag, igen, og denne gang var jeg selv fødselaren. I den anledning skal du forkæles med min opskrift på traditionel, klassisk lagkage af den bedste slags.
Denne lækre lagkage er både luftig og tæt, syrlig og sød, cremet og lækker og på alle måder bare lige som en lagkage skal være 🙂Hvidt vidunder 🙂
Jeg samler altid mine lagkager dagen før, de skal serveres – det giver dem tid til at sætte sig og blive sådan helt mums-mums agtige – hvis du forstår hvad jeg mener. En lagkage bliver bare bedst, når den får tid til at stå og trække smag natten over 🙂
Til en stor og lækker lagkage til 8-10 personer skal du bruge:
Lagkagebunde – 3 stk. – opskriften på dejlige hjemmebagte bunde kommer nedenfor
½ glas skønt hjemmelavet jordbærmarmelade, mmmhhh
1 portion klassisk kagecreme – den opskrift er også nedenfor
3½ dl cremefine til piskning eller almindelig piskefløde – begge dele pisket stiv
1 portion hvid glasur
Evt. kagepynt
Hvis du ikke har mod på at bage dine bunde selv eller at lave din creme eller marmelade selv, så kan det hele købes i froskellige kvaliteter. Du skal gøre det, du har allermest lyst og tid til 🙂Farvestrålende blomsterflor 🙂
Lagkagebundene skal bages dagen før og helst nogle timer før kagen skal lægges sammen.
Til 3 bunde skal du bruge:
4 store æg fra en glad høne – hvis din høne kun lægger små æg, skal du bruge 5
1½ dl rørsukker
2 dl hvedemel
1½ spsk. kartoffelmel
1 stor tsk. bagepulver
En smule stuetempereret smør af den gode slags – til formen
Klip et stykke bagepapir til, så det passer til bunden på en springform. Kom det i bunden af springformen og smør siderne godt med den stuetempererede smør. Sæt formen til side.
Tænd ovnen på 175 grader – absolut ikke varmluft – så falder bundene sammen.
Del æggene i blommer og hvider.
Pisk hviderne stive og sæt dem til side.
Pisk blommer og sukker til en lys og skummende creme. Bland de to slags mel og bagepulveret og sigt det ned i den lyse æggecreme. Fold melblandingen forsigtigt i æggecremen med en dejskraber eller en spiseske.
Kom 1/3 af de stiftpiskede æggehvider ned i dejen og fold igen forsigtigt. Tilsæt 1/3 mere, når den første er indarbejdet forsigtigt i dejen – luften må ikke slås ud af dejen. Tilsæt den sidste portion æggehvider og vend forsigtigt dejen sammen.
Kom dejen i den smurte springform og bag bunden nederst i ovnen i cirka 45 min.
Ovnen må ikke åbnes den første halve time – så falder bundene også sammen.
Mærk efter med en kødnål om bundene er færdige, når der er gået 40 minutter.
Tag formen ud og lad bunden køle af i formen. Tag den afkølede kage ud af formen og del bunden i tre bunde.Luftig og lækker lagkage
Nu er bundene færdige – så skal du i gang med cremen 🙂
Til en portion kagecreme skal du bruge:
3 spsk. hvedemel
2 store æg fra en glad høne
2½ spsk. rørsukker
3 dl mælk fra en sød ko
5 tsk. vaniljesukker
Kom mælken i en gryde og bring den langsomt til kog – pas på den ikke brænder på bunden. En tykbundet gryde er bedst at bruge til kogning af mælk.
Put mel, sukker og æg i en skål og pisk blandingen godt sammen med et piskeris.
Når mælken begynder at boble, fjerner du gryden fra varmen – du skal ikke slukke for blusset, for du skal bruge det igen.
Hæld lidt af den kogende mælk ned til æggeblandingen, imens du pisker godt. Hæld derefter æggeblandingen op i gryden til den varme mælk og pisk sammen. Sæt gryden tilbage over varmen og pisk cremen godt, imens den koger et par minutter. Når cremen er blevet tyk og har småkogt et par minutter, fjerner du den fra varmen og nu må du gerne slukke blusset.
Tilsæt vaniljesukkeret og rør cremen godt sammen. Stil cremen køligt og lad den køle af til den er lun.
Fremgangsmåden med lidt kogende mælk ned til æggene og derefter retur, forhindrer at du ender med at stå med røræg i kogende mælk. Æggene får ikke et chok, men bliver lige varmet let op, inden de koges sammen til cremen. Det er ren kemi – tror jeg 🙂Bunde, creme og marmelade i skøn forening, mums
Nu skal du til det sjove – samling af lagkagen 🙂
Dag 1:
Find et fint lagkagefad frem – jeg bruger ofte et stort smukt fad i keramik på fod, som jeg har haft med hjem fra en af mine mange rejser i Toscana – det er perfekt til lagkager. I dag har jeg dog brugt mit glasfad på fod 🙂
Vælg gerne et lagkagefad uden kant på – kanten gør det ofte umuligt at skære et stykke af kagen.
Læg en bund på fadet, fordel halvdelen af den lune creme ovenpå bunden. Kom halvdelen af jordbærmarmeladen ovenpå cremen. Du skal lige lade 2 cm være fri kanten, både for creme og marmelade.
Læg den næste bund ovenpå og giv kagen et let klem. Dette tryk får creme og marmelade til at glide lidt længere ud på den nederste bund, og hvis du havde fyldt ud til kanten, ville det glide ud af kagen.
Gentag med resten af cremen og marmeladen. Læg den sidste og pæneste bund ovenpå.
Dæk lagkagen med en stor skål og sæt den køligt til næste dag. Dette får kagen til at sætte sig og gør den absolut uimodståelig, mmmhhh.Luftig kage i skønne lag, mums
Dag 2:
Rør en almindelig glasur af flormelis og vand – den må ikke være for tynd – og fordel glasuren på toppen af kagen, helt ud til kanten.
Pisk cremefinen til skum og kom det i en sprøjtepose med en stjerneformet tylle. Du kan også bruge en almindelig frostpose, klippe et lille hul i det ene hjørne, sætte en tylle i og så i med den stiftpiskede cremefine.
Pynt siderne af kagen med cremefinen i lange fine strøg – eller så fine, som du nu kan – det skal ikke være perfekt – bare du selv er tilfreds 🙂 Jeg gør det så godt, jeg kan, og mit er aldrig snorlige eller perfekt – jeg er trods alt kun et almindeligt menneske 🙂
Pynt til sidst kagen med lidt kagepynt – min er pyntet med små fine sukkerblomster. Du kan også bruge spiselige blomster, f.eks. stedmoder 🙂
Server den lækre klassiske lagkage med en kop god kaffe eller the 🙂Dårende dejlig fødselsdagskage – hurraaa 😀
Lagkagen er tæt og alligevel luftig. Den er saftigt uden at være smattet og den skønne syrlig-søde smag af jordbærmarmelade klæder den søde creme, der kærtegner de skønne luftige bunde. Lagkagen er en uimodståelig himmerigs mundfuld og alle vil elske dette stykke klassiske gammeldags bagværk – lagkage med creme og marmelade, når det er allerbedst, mums 🙂
PS. Dagen efter smager kagen altså også fantastisk – hvis der ellers er noget tilbage 😉
En fantastisk opskrift!
Fuldstændig som det skal være.
Men, cremefine?
Helt ærligt!?!
Mvh. John
Kære John,
Mange tak 🙂 Der er ikke noget, der slår en klassisk lagkage.
Jeg bruger cremefine, fordi jeg er allergiker. Den kan jo sagtens skiftes ud med traditionel fløde 🙂
Kh Helene