Fuldkorns tærtedej
Tærtedej er slet ikke så svært at lave, som du måske tror. Jeg laver altid min tærtedej selv, selvom der findes flere og flere anstændige færdige tærtedeje i supermarkederne. Jeg synes, at en hjemmelavet tærtedej giver det bedste resultat.
Den her opskrift på tærtedej er til det, jeg kalde en mad-tærte. Opskriften er beregnet til det salte køkken, da en dessert tærte dej, til f.eks. æbletærte, indeholder sukker, det gør denne tærtedej ikke 🙂Den lækreste tærte
Opskriften på det lækreste fyld får du senere 🙂
Til en stor tærte – til en tærteform på 28 cm. i diameter skal du bruge:
50 g fuldkornshvedemel
130 g hvedemel
100 g iskoldt smør af den gode slags – skåret i små tern
3½ spsk. iskoldt vand – måske lidt mindre, måske lidt mere – det kan variere fra de forskellige meltyper, så begynd med lidt ad gangen
Hvis du ikke vil have en grov tærtedej, skal du bare erstatte mængden af fuldkornsmel med tilsvarende mængde almindelig hvedemel 🙂Tærtedej klar til køligt hvil
Bland de to slags mel i en skål og tilsæt det solgule smør. Smuldr det sammen, så det ligner brødkrummer. Saml dejen med vandet – tilsæt lidt ad gangen, så du ikke kommer for meget i.
Husk at en tærtedej ikke skal æltes, den skal bare lige samles, så den hænger sammen.
Du kan faktisk med fordel bruge en foodprocessor til at lave tærtedejen. Det går hurtigt og du slipper for snaskede fingre 🙂 Du skal bare følge samme fremgangsmåde 🙂
Klap dejen til en flad rund masse, pak den ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i ½ time.
Imens dejen hviler, kan du lave dit fyld klar – opskriften på mit yndlingsfyld, eller et af dem, får du senere på ugen 😉
Når fyldet er klar og dejen har hvilet, drysser du godt med almindelig hvedemel på dit køkkenbord og finder kagerulle og tærteform frem.Glad og veludhvilet dej
Pak dejen ud af filmen, og drys lidt mel på overfladen. Rul dejen ud til en stor cirkel – den skal være større end tærteformen. Du må ikke trykke dejen ud, lad kagerullen gøre arbejdet og husk at vende dejen en gang imellem, så undersiden bliver til oversiden og omvendt 🙂
Rul dejen op om kagerullen og rul forsigtigt dejen ud over tærteformen, på den måde undgår, at din tærtedej revner og falder fra hinanden.
Tærteformen skal ikke smøres – smørret i dejen forhindrer den i at sætte sig fast i formen 🙂
Tryk forsigtigt dejen ned i formen med dine knoer – du skal ikke bruge fingerspidserne, da du så kan lave hul i dejen. Fin tærtedej, der er helt perfekt
Når formen er fint foret med dejen, ruller du kagerullen henover formen og presser til – det “skærer” den overflødige dej væk og giver en flot lige kant.
Der vil være dej til overs og det bruger jeg altid til at lave en ekstra kant indeni tærten. Det giver mere stabilitet, når den skal skæres og det giver lidt ekstra fylde – det gør faktisk slet ingen skade 🙂
Denne tærtebund skal ikke forbages, den er klar til fyldet med det samme 🙂
Når du har fyldt tærten med dit yndlingsfyld, skal den bages ved 170 grader varmluft i cirka 30-40 minutter afhængig af din ovn. Fyldet skal sætte sig og kanten skal være sprød, men ikke mørk.Tærtebund med ekstra kant
Tærtebunden har bid og delikat smag af den gode mængde smør – og den vil hurtig blive en fast favorit i dit køkken 🙂