Chiagrød – den lette
Chiagrød er en af mine yndlingsspiser om morgenen i tiden. Jeg har tidligere givet dig en opskrift på chiagrød med havregryn, men denne lette chiagrød består kun af to ingredienser og er derfor endnu lettere at lave 🙂Enkelt og mættende
Normalt spiser jeg skyr til morgenmad, men jeg trængte til en pause fra den sunde skyr og chiagrøden er et sundt og mættende alternativ.
Jeg håber, at du bliver lige så pjattet med chiagrøden som jeg er – den falder ikke tungt i maven, og den mætter virkelig længe. jeg spiser min morgenmad omkring kl. halv syv i hverdagene og jeg er faktisk først en lille smule sulten, når klokken nærmer sig 11. Fantastisk 🙂
Til en portion skal du bruge:
1½-2 spsk. chiafrø
1½-2 dl mandelmælk
Friske bær eller frugt kompotChiagrød med rabarberkompot, uhm
Jeg bruger mandelmælk fremfor almindelig mælk, da det indeholder færre kalorier og det er rigtig godt, hvis du er laktose intolerant (det er jeg ikke) og så har det en skøn sødmefuldt mandelsmag, der ikke er kvalmende eller overvældende.
Du skal lave din grød aftenen før – endnu en fordel; det giver dig lidt ekstra tid om morgenen 😉
Bland chiafrø og mandelmælken i en skål og sæt låg på skålen. Sæt skålen i køleskabet til næste morgen.Lidt chiafrøMandelmælken tilføjesChiagrøden er klar til køleskabet
Rør chiagrøden igennem og lad den stå et øjeblik. Ikke alle frøene når at suge mælken helt, men en lille omrøring og to minutters hvil på køkkenbordet giver lige din køleskabsgrød det sidste pift, så alle frøene suger mælken til sig.Den færdige grød dagen efter – lidt halv trist at se på
Drys lidt friske blandede bær over eller kom et par skefulde god hjemmelavet frugt kompot, f.eks. rabarberkompot, på toppen sammen med lidt hakkede mandler. Du kan også drysse lidt af min sunde müsli uden honning over, uhm det er godt 🙂Sødmefyldte hindbær og sprøde blåbær – en sund og mættende morgenmad
Chiagrød er, ligesom chiagrød med havregryn og Dr. Birchers müsli, perfekt til de travle morgener; morgenmad, der kan laves klar dagen før, giver dig lidt ekstra tid om morgenen og så er grøden også utrolig let tage med, hvis du ikke er til morgenmad alt for tidligt om morgenen 🙂Syrlig-sød rabarberkompot og knasende mandler smager skønt ovenpå chiagrød
Den milde mandelmælk får de skønne chiafrø til at svulme op og konsistensen bliver næsten dessertagtig; tyk, cremet og med en snert af sødme. Grøden er ikke skrigende sød – det kan jeg slet ikke klare om morgenen. Den har en dejlig mild og rund smag og en skøn let konsistens. Mandelmælkens milde smag er, udover toppingen, faktisk den eneste smag i grøden, da chiafrø ikke rigtig har så meget smag.
Det chiafrøene mangler i smag, har de til gengæld i sundhed. De er sprængfyldt med omega 3 og 6 fedtsyrer, magnesium, selen, proteiner, kostfibre og mange andre vodinderlige ting – der er nok en årsag til at de gamle aztekere var så vilde med dem (de var også helt tosset med chokolade).
Den lette chiagrød smager vidunderligt både med friske bær, en sund müsli og med en god kompot på toppen – den er en skøn start på dagen 🙂