Amarana macarons

Amarana macarons

Amarana macarons er den mest syndige, vidunderlige lækkerbisken, du nogensinde har smagt. Disse macarons er tunge, intense og så lækre. De er perfekte til en kop god stærk kaffe som afslutning på et lækkert måltid eller som erstatning for konfekt og snolder juleaften.

Til ca. 20-22 færdige macarons skal du bruge:

100 g mandler

200 g flormelis

15 g kakao – den usødede slags

1 stor tsk. brunkage krydderi – Dr. Oetkers

80 g. stuetempererede æggehvider

20 g. alm sukker

20-22 godt afdrænede Amarena kirsebær

Ganache:

2 dl piskefløde eller cremefine til piskning, hvis du ligesom jeg ikke kan tåle fløde

160 g god mørk chokolade, min. 62% kakao indhold

 

Sæt Amarena kirsebærrene til afdrypning i en sigte over en skål. Det meste af den lækre, klistrede sirup skal dryppe af ellers bliver dine macarons smattede.

Hak chokoladen semi fint. varm fløden eller cremefinen op i en gryde, så den småbobler i kanten – den må ikke bulderkoge. Hæld den varme fløde/cremefine over chokoladen. Lad det stå et minut og rør så ganachen godt sammen. Sæt ganachen i køleskabet.

Mal mandlerne til mandelmel.

Bland mandelmel, flormelis, kakao og brunkagekrydderi i en skål, sigt blandingen over i en anden skål og sigt den derefter retur i den første skål. Sigtningen gør dine macarons mere luftige og sprøde.

Pisk æggehviderne næsten stive, tilsæt sukker lidt ad gangen imens du pisker. Æggehviderne skal piskes halvstive – de må ikke piskes for meget, men sukkeret skal være opløst.

Vend mandelmelsblandingen i æggehviderne. Vend blandingen godt sammen, forsigtigt, så du ikke slår æggehviderne helt ihjel.

Kom bagepapir på to bageplader.

Tænd ovnen på 160 grader – jeg bruger varmluft, så jeg kan bage begge plader på én gang.

Kom macarons massen i en sprøjtepose med en alm tyl på cirka 1 cm. Har du ikke sprøjteposer, kan du bruge en almindelig frostpose. Sæt massen i ca. 3 cm klatter på bagepladerne. De skal stå med lidt afstand, så de har plads til at flyde en smule ud. Der bliver ca. 40-44 macarons klatter af portionen.

Bank bagepladerne tre-fire gange ned i bordet, det fjerne luftbobler og jævner dem ud, så du ikke får vulkaner, når de bages.

Lad dine macarons tørre på køkkenbordet i ca. 30-40 min.

Når dine macarons har hygget sig på køkkenbordet og er blevet let tørre på overfladen, skal de i ovnen. Sæt begge plader ind, så de står ca. midt i ovnen. bag dem i 12-15 min. Bagetiden varierer fra ovn til ovn. Mine får ca. 12 min.

Tag dine færdigbagte macarons ud af ovnen og lad dem stå på bagepladerne et par minutter. Træk dem herefter over på en rist. efter et par minutter vender du forsigtigt dine macarons, så bunden også kan tørre. Jeg bruger en tynd metal kagespatel til at vende dem med.

Når dine macarons er helt kolde, skal du til det sjove.

Tag din ganache ud af køleskabet og pisk den let igennem.

Kom den op i en sprøjtepose eller frostpose med en stjerneformet tyl på ca. 1 cm.

Par dine macarons, så du har macarons sæt i matchende størrelse.

Sprøjt ganache på bunden af halvdelen af dine macarons. Forsøg gerne at fordel ganachen så der er lidt hul til Amarena kirsebærrene i midten. Du skal ikke bruge al ganachen, men resten kan du gemme til senere. Den kan faktisk spises på en skive brød – bedre end Nutella.

Sæt forsigtigt et Amarana kirsebær i midten af hver macaron med ganachen på. Tryk den matchende macaron forsigtigt fast ovenpå ganache og kirsebær.

Voila – du har nu de lækreste hapsere til den søde tand, dessert, vært- eller værtindegave eller som erstatning for konfekten juleaften.

Opbevar de lækre macarons i en tætsluttende beholder i køleskabet. De kan holde sig i ca. 5 dage, men du har nok spist dem inden, så gode er de.

Duften af brunkagekrydderi er helt vidunderlig og det giver en skøn krydret note til de intens macarons. Ganachen og de parfumerede let syrlige Amarena kirsebær klæder hinanden ualmindeligt godt. Den sprøde macaron der omslutter det fyldige indre giver et skønt knas og det er virkelig en himmelsk kombination. Amarena macarons kan bare noget.

De her lækre tunge og vidunderlige Amarena macarons er perfekte i enhver forstand og skrækkeligt vanedannende. Du må simpelthen prøve at lave dem.

Kan du ikke opdrive brunkagekrydderiet, kan du sagtens bage dem uden. Dog får dine macarons så ikke den skønne, let krydrede julenote.

Disse skønne macarons med Amarena kirsebær vil være et kæmpe hit på julens søde bord.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.