Opskrifter med æbler
Æble sæsonen er for alvor over os og der er bare intet bedre end friskplukkede danske æbler <3
De danske æbler kan bare noget, de er fyldt med smag, saft, sødme og syrlighed og så er de klimavenlige, fordi de ikke er importeret langvejs fra.
Jeg er på selvpluk i en lokal frugtplantage hver weekend her i sæsonen, og jeg elsker det – jeg får smagt på æblerne direkte fra træet, jeg får friske lokale råvarer, jeg er i naturen og jeg støtter lokalt. Jeg plukker så jeg har æbler til en uge ad gangen, plus lidt ekstra til nogle af mine yndlings opskrifter med æble, som jeg har samlet fire af her til dig 🙂
Et absolut must er uden tvivl disse vidunderlige muffins med æbler – de er fyldt med smag, de er svampede og fyldt med varmende noter og så toppingen – uuhhmmm, den er alt alt for god – dem skal du simpelthen prøve at bage 🙂
Hvis du ligesom jeg har en forkærlighed for cookies, skal du altså også prøve at lave disse underskønne cookies med havregryn og æble. Teksturen er helt anderledes end den klassiske sprøde cookie, men det er slet ikke til den dårlige side, for de er virkelig lækre og på en råkold efterårsdag med en kop god varm the gør de her skønne cookies virkelig underværker 🙂
Hvis du ligesom jeg, pludselig kan få en trang til noget sødt, comfort food-agtigt eller får en pludselig trang til at glæde dine nærmeste eller uventede middagsgæster med en lynhurtig dessert, så er mine bagte æbler med mørk chokolade og hurtig crumble lige sagen. Desserten laves lynhurtigt, og smager himmelsk – varme, møre æbler, mørk chokolade, knasende crumble – behøver jeg sige mere? 😉
Bagte æbler med mørk chokolade og hurtig crumble
Jeg bruger også de skønne danske æbler til sunde ting, udover at skære i tern og putte i salater eller drysse over en god karry ret, så laver jeg også æblechips. De er lynhurtige at forberede og den tid de skal have i ovnen, kan du bruge på noget andet. Her er et syrlig-sødt æble som eksempelvis Elstar formidabelt at bruge. Du kan sagtens lave æblechipsene uden chaikrydderierne. Æblechipsene kan bruges som en sund snack midt på dagen, som en lille overraskelse i madpakken eller som pynt på f.eks. mine muffins med æble 🙂
Jeg har mange flere opskrifter med æbler herinde, både til den søde tand og til den sunde tand, så søg løs på æble herinde og du vil finde rigtig mange forskellige opskrifter, hvor skønne danske æbler indgår 🙂