Godt nytår
På årets sidste dag er det på sin plads at skrive en lille nytårs hilsen til dig.
2016 bliver af mange omtalt som et dårligt år og det er jeg til dels enig i; på nogle områder i hvert fald. De sidste par måneder har, af nødvendighed, været stille herinde, men jeg kan med stolthed skrive, at dine besøg betyder meget for mig, og i skrivende stund har jeg passeret 260.000 læsere i år. Det er noget af en milepæl for mig.
Så når jeg ser tilbage på 2016, synes jeg, at året har været overvejende godt. Det er de små ting, der tæller og som er vigtige. De få dårlige ting, som 2016 har budt på, er alle bare små sten på vejen, som både du og jeg er snublet over. Vi rejser os igen og kommer videre med et par små knubs og flere erfaringer rigere og det er vel i bund og grund en vigtig del af livet. Livet skal nydes på både godt og ondt, da det både er medgang og modgang, der gør os til de mennesker vi er i dag.
Vi skal huske at nyde de mange glæder; store og små, som vi præsenteres for på næsten daglig basis. Det er alt fra et knus fra dit barn; til et venligt smil fra en fremmede; damen, der lod dig gå foran i køen i supermarkedet; en kollega, der tog en kop kaffe med til dig; gode venner, der sender en sød sms eller en smuk buket blomster; din bedre halvdel, der plukker alle blomsterne i haven til dig; dit kæledyr, der hilser dig glad velkommen hjem, når du træder ind af døren efter en lang arbejdsdag…det er alle de små ting, der tæller.
Det er summen af alt dette, der i sidste ende giver glæde og den følelse af lykke, både du og jeg stræber efter.
Det er på sin plads at blive lidt filosofisk på årets sidste dag. En dag, hvor vi siger farvel til det gamle år med et brag og velkommen til et nyt og spændende år med champagnepropperne, der springer. Årets sidste dag er også den dag, hvor vi gør status – nåede jeg det, jeg ville i året, der er gået? Nåede jeg mine mål? Huskede jeg de små ting? Hvad med det nye år? Vi gør nemlig også status og planlægger det nye år. Mange laver nytårsfortsætter, men ikke jeg. Jeg tager imod med åbne arme og venter spændt på alle de oplevelser, erfaringer, glæder og sorger, der venter mig i det kommende år. Dog kan jeg med sikkerhed sige, at jeg vil have fokus på glæde, lykke, kærlighed og de mange små ting; både de gode og de dårlige. Det er alt sammen dét, der gør mig, til den jeg er.
Jeg glæder mig til at byde 2017 velkommen!
Rigtig godt nytår til dig og dem du har kær og tusinde tak, fordi du følger med herinde.