Restaurant VB – anmeldelse

Restaurant VB – anmeldelse

Restaurant VB – bedre kendt som Vestre Bådelaug beliggende i Aalborg Lysbådehavn – er på Danmarkskortet på grund af deres bøfsandwich.

Jeg besøgte Restaurant VB sammen med min kære husbond tidligere i denne uge og bringer her min anmeldelse af oplevelsen og maden.Restaurant VB - anmeldelseDen dejlige udsigt fra terrassen på Restaurant VB

Restaurant VB  fik i 2013 æren af at kunne kalde deres ikoniske bøfsandwich for Danmarks bedste bøfsandwich. Siden er andre restauranter smuttet indenom og har hapset titlen; vinderen i 2015 blev Grisen på Nørrebro – med Vestre Bådelaug på en tæt tredjeplads.

VB er en lav træbygning beliggende ved lysbådehavnen – den gør sig ikke synderlig bemærket, men putter sig imellem havnen, lidt bevoksning og Aalborg by. På trods af, at den ligger tæt på byens travle gader, er der en mærkbar ro på terrassen, hvor vi valgte at sætte os.

Terrassen er fyldt med borde i forskellige størrelser, bænke af forskellig slags, stole og store firkantede parasoller, hvor du kan sidde i ly for eventuelle regndråber. Selvom terrassen virker tætpakket med havemøbler, så er der faktisk god plads imellem hver sidde sektion og du kan snakke uforstyrret og stadig nyde roen.Restaurant VB - anmeldelseEn skøn terrasseRestaurant VB - anmeldelseEt kig på terrassen

Imellem de mange borde er der kurve med hortensiaer, oliventræer, lavendler og andre skønne blomster og planter, der alle bidrager til den hyggelige stemning. Der er lanterner med levende lys, pels på stolene til at varme ryggen og en skøn uformel atmosfære.Restaurant VB - anmeldelseIndbydende

Selve restauranten, hvor jeg lige kiggede ind, er lys og imødekommende – der er rummeligt og god plads til mange spisende gæster. Dog var støjniveauet ret højt på trods af at selve restauranten kun var cirka halv fyldt, da vi ankom. Dette var en af årsagerne til, at vi valgte at sætte os på terrassen – det og så det nogenlunde gode vejr.

Nu til det vigtigste – servicen og maden.

Vi blev modtaget i døren af en sød ung kvinde, der orienterede os om, at de den dag kun serverede bøfsandwich, stjerneskud og nachos – hvilket ikke var noget problem for os, da vi jo skulle smage den berømte bøfsandwich.

Vi satte os ud på terrassen og ventede på, at der ville komme en og tage imod vores bestilling. Vi ventede en rum tid, men til den søde tjeners forsvar skal det siges, at hun havde forholdsvist travlt og jeg fik indtryk af, at der kun var hende til at betjene hele restauranten og gæsterne på terrassen – så ventetiden kan jeg godt se bort fra.Restaurant VB - anmeldelseVores lille hjørne på terrassen – hyggeligt og rart

Da vi endelig får bestilt, er betjeningen hurtig og god – vores iskolde øl kommer hurtigt på bordet sammen med en krukke med bestik og servietter.Restaurant VB - anmeldelseIskolde øl

Vi skåler i den iskolde øl, imens vi nyder udsigten over de smukke både og roen, der hviler over lysbådehavnen – stemningen er afslappet og uhøjtidelig.Restaurant VB - anmeldelseØllen var perfekt – iskold og god

Maden bliver serveret relativt hurtigt og er rygende varm. Ved første øjekast, ser selve bøfsandwichen ikke ud til at være særlig stor, men den skal stadig have en chance. Vi valgte at få en bøfsandwich med det hele, det vil sige med pommes frites til.Restaurant VB - anmeldelseVB’s ikoniske bøfsandwich

Tallerknens bund er dækket af tyk brun sauce, pommes fritesene er rygende varme – delikat sprøde og tilpas stegte og saltede. Toppen af den bløde bolle er dækket af sprød, syrlig sød agurkesalat, der til en skøn forandring er små tern, med et dejligt bid og ikke slaskede skiver. Under den lækre agurkesalat gemmer der sig sprøde hjemmelavede stegte løgringe, der har en intens smag af karamel og løg.Restaurant VB - anmeldelseEn tallerkenfuld af gode sager

Den brune sauce er tyk og dyb i smagsnuancerne. Den er mild og alligevel tilpas krydret til den bastante bøfsandwich.

Burgerbollen er blød og, heldigvis, uden sesam – den gemmer på en stor hakkedreng på 300 gram, der er stegt til perfektion. Bøffen er saftig og lækker og lige tilpas gennemstegt. Det eneste minus er, at bøffen ikke var krydret ret meget, den kunne sagtens have klaret et godt kværn peber og et drys havsalt, og så havde den været lige i skabet.

Fyldet er helt klassisk; rødbeder i tern og i skiver, remoulade og ketchup – der er ikke sparet på sagerne og den voluminøse bøfsandwich er, som jeg vil kalde det, godt og grundigt snasket – på den helt rigtige måde.

Den store mængde brun sauce, er efter lidt tid, slet ikke så stor en mængde alligevel – den er så delikat, at jeg, der ellers ikke er den store sauce spiser, ville ønske, at jeg havde en ske og en kande med saucen.Restaurant VB - anmeldelseSauce, løg, løg, løg, løg og skøn agurkesalat

Bøfsandwichen rummer, udover at være toppet med sprøde løgringe – disse er ikke dyppet i dej, men bare stegt, sikkert friteret, til de har opnået det perfekte spil imellem den pikante smag af løg, sød karamel og en snert af lidt brændt, der klæder løgene virkelig godt, også almindelige sprøde ristede løg; de ganske enkle købte ristede løg, som vi alle kender fra barndommens hottere, og rå rødløg, der giver et dejligt friskt og let bittert spil til de søde elementer i denne bøfsandwich.

Men tre slags løg er ikke nok og det er dét, der gør det så godt – VB giver den lige dét ekstra, der gør deres bøfsandwich sublim. Der er i alt fire slags løg i denne bøfsandwich og den sidste slags er bløde løg, der er milde, bløde og kæler for dine smagsløg med en sød note.

Jeg spurgte den søde tjener om disse løg og det eneste hun ville/måtte fortælle var, at løgene kom i en gryde sammen med nogle hemmelige ingredienser – og jeg var ikke blevet klogere, men gode og helt perfekte, det var de.

Kombinationen af alle disse elementer gør virkelig VB’s bøfsandwich fortjent til titlen som Danmarks bedste bøfsandwich, om end det var i 2013, med en tredjeplads sidste år og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Grisen på Nørrebro har slået denne lækre, syndige, og absolut uimodståelige bøfsandwich fra VB.

Mit første øjekast – som var, at bøfsandwichen ikke var særlig stor – holdt ikke stik. Jeg kæmpede, og det gjorde min kære husbond også, en brav kamp for at nærme os noget, der mindede om en tom tallerken. Det var så delikat, at jeg ikke ville levne, selvom maven var proppet og jeg ikke kunne få en bid mere ned – men jeg måtte give op; jeg levnede, meget imod min vilje. Jeg lod endda de fleste pommes frites ligge – bøfsandwichen var det vigtigste element på min tallerken og alligevel sluttede jeg måltidet af med en pommes frites, der efter lang tid på min tallerken, stadig var sprød. En delikat og skøn overraskelse – velstegte pommes frites, der bevarer sprødheden, er et særsyn i dag.Restaurant VB - anmeldelseEn næsten tom tallerkenRestaurant VB - anmeldelseTallerknen er så godt som slikket ren

Restaurant VB er absolut et besøg værd; servicen er rigtig god – med smilende og imødekommende betjening. Maden er rygende varm og virkelig veltilberedt.

Hvis du tænker burgersnask, når du hører ordet bøfsandwich, så kan du godt tænke om – restaurant VB er langt fra en burgersnask. Det er en hyggelig restaurant med en dejlig beliggenhed og mad, der er værd at køre efter.

Om ikke andet, så skal du unde dig selv at smage deres ikoniske og legendariske bøfsandwich – den er perfekt – den er lige som en bøfsandwich skal være; fyldt med smag med skønne kontraster og perfekte kontraster i tekstur og den rummer hele smagspaletten fra sødt, syrligt, til salt og bitter og masser af umami.

Restaurant VB med alt, hvad den indebærer kan kun få mine varmeste anbefalinger – besøg den og nyd et godt og mættende måltid mad på deres skønne terrasse.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.