Chokoladekage med flydende indre

Chokoladekage med flydende indre

Chokoladekage med flydende indre af chokolade og karamel er en eksklusiv og forførende dessert, og perfekt til Valentinsdag i dag.

Selvom chokoladekagen ser avanceret ud, så er den faktisk legende let og hurtig at lave, så du kan stadig nå at overraske din elskede i dag med sådan en skøn lille frækkert 🙂 Chokoladekage med flydende indre - La Dolce VitaDen perfekte valentinsdags dessert

Dog behøver du jo ikke Valentinsdag for at lave den til den eller dem du holder af – tværtimod kan du lave den lige når du har lyst 🙂

Chokoladekagen er inspireret af en Mette Blomsterberg opskrift, dog har jeg tvistet den lidt med lidt syndig karamel i midten 😉

Karamellen kan undværes, men den giver lige det ekstra delikate og syndige touch, der faktisk klæder den skønne lille dessert.

Du kan sagtens selv lave din karamel, eller du kan købe et glas dulce de leche, hvis du ikke har tålmodighed til at vente. Dulce de leche er faktisk bare kondenseret mælk, der har kogt i 3 timer i en lukket beholder. Du betaler selvfølgelig det mere for det færdige produkt, end for en dåse kondenseret mælk.

Hvis du vil lave det selv, skal du sætte cirka seks timer af til projektet. Karamellen kan sagtens bruges til andet end denne søde dessert; du kan bruge den ovenpå is, i cupcakes, på lidt brød (hvis du har en virkelig sød tand) eller i pandekager – det er kun din fantasi, der sætter grænser.

Find en høj gryde frem og fyld den godt op med vand – ikke til randen – det må skal jo ikke koge over.

Tag en dåse kondenseret mælk, pil etiketten af og sæt den ned i vandet. Vandet skal dække toppen af dåsen, så hele dåsen er under vand. Læg låg på gryden og bring den langsomt til kog. Når vandet bobler let, lader du dåsen småkoge i vandet – ikke buldrekoge – i tre timer. Tjek en gang imellem om der er vand nok i gryden, dåsen må ikke blive blottet, så kan den springe.

Når de tre timer er gået, fjerner du gryden fra varmen og lader dåsen køle ned i vandet i tre timer, tag dåsen op, åbn den og hæld indholdet på et steriliseret glas – voila, din egen hjemmelavede dulce de elche er klar til brug 🙂 Husk at den skal opbevares på køl.

Nu er du klar til at lave den lækre chokoladekage med flydende indre.

Til 4 personer skal du bruge:

100 g god mørk chokolade, min. 62% kakao

100 g smør af den gode slags

50 g rørsukker

40 g hvedemel

100 g pasteuriseret æggeblomme

50 g pasteuriseret æggehvide

4 tsk. dulce de leche

En smule rapsolie til formene

4 ramekiner – cirka 5-6 cm i diameter og 4-5 cm høje

1 tsk. god kakao af den usødede slags

God vaniljeis og friske bær til serveringChokoladekage med flydende indre - La Dolce VitaSyndig og fræk – flydende indre med skøn dulce de leche

Fordelen ved denne dessert er, at du faktisk kan lave den i god tid og lade den stå i køleskabet og vente. Den kan sågar laves dagen før – det er jo perfekt.

Tag smør, æggehvider og æggeblommer ud af køleskabet i god tid, så alle ingredienserne har samme temperatur, når du skal i gang – det giver det bedste resultat.

Begynd med formene – klip bagepapir til, så du har en cirkel, der passer til de fire bunde og fire brede strimler, der passer til at nå rundt ad siden indeni formen. Smør formene med lidt rapsolie – bare en smule og fór dem med bagepapirsstykkerne. Sæt dem til side.

Hak chokoladen groft og kom den op i en glasskål, der kan tåle varme. Kom også smørret i mindre stykker deri sammen med rørsukkeret. Smelt herlighederne til en skøn blanding over vandbad – husk at vandet ikke må røre skålens bund.

fjern skålen fra varmen, når chokolademassen er blevet til en skøn homogen blanding. Sigt hvedemelet deri og rør forsigtigt sammen. Rør også de pasteuriserede æggeblommer- og hvider deri.

Fordel den mørke dej i de fire forme – hvis du vil have karamellen deri, skal du først komme cirka 1 spsk. dej i hverform, så bunden er dækket, derefter 1 tsk. dulce de leche (karamellen) og fyld så op med resten af dejen.Chokoladekage med flydende indre - La Dolce VitaEn gylden lækkerbisken midt i det lækre mørke, mums

Sæt formene i køleskabet indtil de skal i ovnen – det skal de først lige inden, de skal serveres, da denne lækre sag skal spises varm, mmmhhh.

Når du er klar til at servere de frække små chokoladekager, tænder du ovnen på 200 grader. Bag de lækre kager midt i ovnen i cirka 10-13 minutter – overfladen på kagen skal være bagt, men midten skal være ubagt – lad være at stikke i den med noget som helst. Stol på dine instinkter og hold øje med kagerne. Når overfladen ser fast ud, så er det bare ud af ovnen med kagerne.

Lad dem lige køle kort af på en rist og løsn meget forsigtig kagerne fra formen – det gøres lettest ved at lade en lille skarp kniv glide langs kanten af formen, uden at skære i kagen. Læg herefter serveringstallerknen over formen, hold fast på begge dele og vend rundt. Kagen burde nu smutte ud af formen af sig selv, hvis den ikke gør det, ryster du forsigtigt med både form og tallerken, så skal den nok komme ud.Chokoladekage med flydende indre - La Dolce VitaDen smukkeste dessert – lækkert

Drys lidt usødet kakao over hver kage – det ser smukt ud og kan også dække eventuelle revner i toppen 😉

Fordel lidt god vaniljeis på hver tallerken og pynt med lidt friske bær. Server kagerne varme og nyd en himmerigs mundfuld, der giver dig en high score på point skalaen og er det til en date, så er der også score garanti 😉Chokoladekage med flydende indre - La Dolce VitaForførende indre af flydende chokolade og karamel – en himmerigs mundfuld

De lækre kager er tunge og intense i smagen og konsistensen. Den lydende midte overrasker og giver en skøn smagsoplevelse; den bagte kants intense chokoladesmag forstærkes af den mildere bløde midte, der kæler for dine smagsløg. Den iskolde vaniljeis klæder den dybe chokoladesmag og de friske bær giver et dejligt syrligt modspil til den tunge kage. Selvom kagen ikke er så stor, og du er sikker på, at du kan spise mere end én, så er den så tung og intens, at en er nok.

Denne frække og syndige chokoladekage med karamel og flydende indre er enhver chokolade-elskers drøm 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.