Croissant med chokolade og hindbær
Selvom sommeren er varm og super skøn og appetitten ikke så stor, så har jeg altså stadig en ualmindelig sød tand. Til at stille den søde tand tilfreds har jeg med succes bagt disse skønne croissanter med chokolade og hindbær. Billederne er der ikke så mange af – de blev lynhurtigt puttet i madkurven til strandturen, sammen med de lækre muffins med skinke og ost, iskold hyldeblomstsaft og frisk frugt 🙂 Lækre sprøde croissanter med skønt fyld 🙂
Jeg sprang over hvor gærdet var lavest og købte en rulle færdiglavet croissant dej – hvis Jamie Oliver kan gøre det med butterdej, så kan jeg også 😀
Til 6 fine croissanter skal du bruge:
1 rulle croissant dej
100 g mælkechokolade af god kvalitet – normalt bruger jeg mørk chokolade, men mælkechokoladen holder bedre den bløde smeltede konsistens og det var lige sådan det skulle være denne gang 🙂
12 store flotte hindbær – friske, hvis du bruger frosne, skal de tøes op først.
Pisket æg fra en glad høne til pensling
Lidt perlesukker til drys
Tænd ovnen på 200 grader.
Hak chokoladen groft – i denne varme er det ingen sag at hakke chokolade, det er lige før, at den smelter, når den bliver pakket ud 😉
Del croissant dejen i 6 store trekanter. Fordel chokoladen på det brede stykke af dej stykkerne og læg to hindbær på hver croissant ovenpå chokoladen. Fold siderne ved den brede ende en smule ind og rul croissanten sammen fra den brede ende. Læg dem på en bageplade med sammenføjningen nedad og pensl dem med sammenpisket æg.
Drys med lidt perlesukker og bag dem midt i ovnen i 10-15 minutter til de er gyldne og sprøde.
Lad dem køle af på en bagerist, inden du pakker dem i madkurven. En lille sød sommerbid, mmmhhh
De smager virkelig delikat – den søde chokolade passer perfekt med de syrlig-søde hindbær og den sprøde skal af croissant gør det til en himmerigs mundfuld.
De er lynhurtige at bage, så du kan nå at bage dem om morgenen, imens morgenkaffen løber igennem maskinen. De er også gode at overraske familien med en weekend morgen, hvor der gerne, engang imellem, må være lidt sødt til morgenmaden 🙂
Hej 🙂
Hvor har du købt den færdiglavede crossaintdej? 🙂
Mvh Christine
Kære Christine,
Du kan købe en færdiglavet croissantdej i de fleste større supermarkeder, f.eks Kvickly eller Føtex.
God fornøjelse 🙂
Kh Helene