Påske – del 1
Påskedagene glider stille og roligt af sted, imens jeg hygger mig med små projekter og påskebesøg ved mine dejlige forældre Langfredag.
Langfredag morgen begyndte med nybagt Langtidshævet kurvebrød og frisk kaffe, mmh. Det er en dejlig start på dagen. En stille og rolig morgenmad lagde en god bund for en omgang grundig og tiltrængt rengøring. Men som altid finder jeg på noget, der liiige skal bages. Så Langfredag ville jeg forsøge mig med en ny opskrift på Lemon cookies. Jeg skulle afprøve et nyt cookie-stempel, jeg har købt hos min skønne veninde i hendes fantatstisk dejlige butik, Kri-Stense. Så efter en ekstra kop kaffe ovenpå rengøringen, gik jeg igang med mine cookies.
Dejen havde jeg lavet aftenen forinden, så den rigtigt kunne ligge og hygge sig og komme til at smage af solmodne citroner. Da jeg pakkede dejen ud af sin indpakning, bredte der sig en himmelsk duft af sommer, citroner og solskin i hele køkkenet. Fantastisk 🙂
Jeg skar dejen ud i ca. 5 mm tykke skiver, hvorefter jeg gav dem et godt tryk med mit stempel. Det drillede lidt, men sådan gør det jo altid, når man prøver noget nyt for første gang 🙂 Jeg synes, at mine cookies så fine ud, inden de kom i ovnen…
De kom i ovnen ved ca. 180 grader og fik 12 min, +/- et minut eller to 😉 De var jo rimelig tykke og flød ikke ud, så jeg skulle være sikre på, at de havde fået nok, så de ikke var bløde, men heller ikke for hårde. Så, hvis du har mod på at lave dem, så prøv dig frem med tiden 🙂
Det færdige resultat 🙂 Stemplet flød desværre en smule ud, så på de første er det svært at se, at der står “A small bite of heaven”, plade nr to med ” 100 % Homemade” er lettere at se. Men det betyder jo bare, at jeg må prøve igen 😉
Jeg fik den geniale idé, at nogle af dem skulle pensles med mørk chokolade. Så jeg smeltede 100 g god mørk chokolade og penslede 20 cookies og lod det tørre… Det smagte slet ikke så tosset 😉
Efter den omgang bagning, som ikke tog ret lang tid, kørte vi på påskebesøg hos mine forældre i deres dejlige sommerhus et stenkast fra Kattegat 🙂