Syltede rødbeder
Det er højsæson for rodfrugter; pastinakker, persillerødder, selleri, jordskokker, skorzonerrødder og ikke mindst rødbeder i alle regnbuens farver, næsten. Jeg er vild med rødbeder og jeg føler lidt, at det er en underkendt grønsag. Den er jo fremragende både i smag og i farve. Det vigtigste at huske på er, at du skal vælge de små rødbeder, specielt hvis de skal spises rå. Jo større rødbeden er, jo mere jordet smager den. Rødbeden er flot både som tilbehør til frokostbordet, til hovedretter, som en del af en hovedret og i desserter. Rødbeden er faktisk joker kortet…
Ja, okay måske den var lidt langt ude, men en chokoladekage med rødbede er ikke lige det, man forventer. Den er ikke afprøvet endnu, men jeg er godt nok fristet. Det kunne være sjovt at prøve og jeg tror, at det smager rigtig godt sammen.
Jeg har denne gang holdt mig til det jeg kender. Det er en old school opskrift, men en sikker vinder og et absolut must her i højsæsonen; syltede rødbeder.
Som barn var jeg helt syg med min mors hjemmesyltede rødbeder, jeg kunne ikke fordrage de rødbeder, man købte i supermarkederne – de var sure og meget hårde i teksturen. Det var kun mors der duede. Sådan er det til dels også i dag – du kan få nogle ok varianter i supermarkederne, men intet slår hjemmesyltede rødbeder.
Jeg har derfor kastet mig ud i min første omgang hjemmesyltede rødbeder nogensinde.
Jeg har brugt min søde mors opskrift, som også er den opskrift, der findes i Den Grønne Syltebog fra Tørsleffs Husmoder Service – oh la la… Det er virkelig rent old school 😉
Til tre store glas skal du bruge:
2 kg rødbeder – ikke for store
3 liter vand
3 spsk. fint salt
1½ l eddike – ganske almindelig lagereddike
850 g rørsukker
2 tsk atamon + ekstra til at skylle glassene i
Læg dine rødbeder i blød i koldt vand fra morgenstunden af. Jeg lagde mine i blød, inden jeg tog på arbejde. Når de får lov til at ligge i blød så længe, bliver alt skidt og snavs lige så stille opløst og du skal ikke bruge tid og kræfter på at skure dem.
Kom 3 liter vand og saltet i en meget stor gryde og læg dine rødbeder i – de skal IKKE skrælles. Er der stor forskel på størrelsen – det var der på mine – skal du bruge to gryder, da de ikke skal koge lige længe. Jeg brugte to gryder; én til de store og én til de mindre og de små.
Sæt gryden/gryderne over medium varme og bring til kog. De store kogte jeg i 1 time, de små i ca. 35 minutter. I mens rødbederne koger, kan du skolde dine glas med kogende vand, så du dræber alle bakterierne. Skyl dem bagefter i lidt atamon – det forlænger rødbedernes holdbarhed.
I en ny, rimelig stor, gryde hælder du eddike og rørsukker og bringer til kog, når der er ca. 10 minutter tilbage i rødbedernes kogetid. Lad for guds skyld være med at stikke næsen ind over, når det begynder at komme til kog. Du får seriøs eddike hjerne og føler at alt bliver ætset væk indvendig – jeg taler slet ikke af erfaring, næh nej… 😉
Når rødbederne er kogt, tænder du for den kolde hane. Hæld vandet fra rødbederne og sæt dem under det kolde rindende vand. Lad gryden blive fyldt og lad det gerne løbe lidt længere tid. Det er lidt vandfrås, men kuldechokket springer cellerne i rødbederne og giver dem den sidste mørhed, desuden får det skrællen til at boble op, så du kan ‘smutte’ skrællen af, lettere end at smutte mandler. Når rødbederne har kølet i fem minutter, tager du et par handsker på – med mindre du gerne vil have violette hænder de næste mange dage – og smutter lige så forsigtig skrællen af rødbederne. Skær bund og top af, og skær rødbederne i ½ cm tykke skiver og læg dem i glassene med det samme. Jeg kan godt forstå, at dette var det eneste, jeg som barn ikke måtte hjælpe min søde mor med i køkkenet – det sviner og farver og du skal altså huske et forklæde.
Når glassene er fyldt med rødbederne tilsætter du de 2 tsk. atamon til din kogende eddike lage. Derefter hælder du forsigtigt den kogende lage over rødbederne. Du skal nok ikke bruge al lagen. Jeg havde lidt tilbage og det smider du bare ud – som jeg fråser i dag 😉 Når glassene er fyldt med lage, skal lågene på med det samme. Opbevar dem mørkt og køligt indtil de skal nydes på en skive rugbrød med leverpostej eller til en lun frikadelle, mmmhhh… 🙂
Smuk dyb violet farve
Lige nu står den ikke på rødbeder, men derimod et macarons eksperiment… hindbær og lakrids – det er alt hvad jeg vil røbe for dig, indtil videre. Så jeg vil lige så stille liste ud i mit dejlige køkken igen og eksperimentere videre… Vi ses snart igen 🙂