Wraps med æg
Sommeren er på sit højeste og det danske sommerland kalder med sine solgule kornmarker, blomstrende rabatter, lærkesang, solskin, saltvand i håret og høj blå himmel 🙂
Vejret er så godt, at det er bedst at være ude og allerhelst på en skøn udflugt med en dejlig madkurv fyldt med lækkerier.
En af disse lækkerier kan sagtens være disse skønne frokost wraps med æg og serranoskinke.Lækker wrap med skøn fyld, mmmhhh
Til 2 personer skal du bruge:
2 Rug- eller fuldkorns tortillas
4 blade romaine salat
1 tomat
2 forårsløg
2 hårdkogte æg fra en glad høne
4 skiver serranoskinke
2 spsk. skyr
1 spsk. mayonnaise – gerne hjemmelavet
1 tsk. dijon sennep
Steg serranoskinken i ovnen i 5 minutter ved 200 grader eller på en varm stegepande, uden fedtstof. Skinken bliver hurtig sprød, så du skal holde øje med den. Den må ikke branke, så smager den ikke godt.
Skyl salaten godt og slyng den tør i en salatslynge. Du kan også duppe den tør i et rent viskestykke. Skær bladene i strimler.
Skyl tomaten og skær den i tern. Skyl og rens forårsløget og skær det i tynde skiver og brug gerne så meget af det grønne som muligt.
Pil æggene og hak dem fint. Den letteste måde at gøre dette på er, at putte dem i en æggedeler, del dem en gang på den ene led, vend forsigtigt ægget og del det en gang på den anden led. Voila et styk hakket æg uden æg ud over det hele 🙂
Rør skyr, mayonnaise og dijon sennep sammen. Smag til. Dressingen skal være blød, mild og have en smule skarphed fra senneppen.
Lun de to wraps i mikroovnen i 10 sekunder i alt – det gør dem lidt lettere at folde. De få sekunders varme, blødgør dem uden at varme dem for meget op.
Find to store stykker stanniol frem og læg de små-lune wraps herpå.
Fordel 1 spsk. dressing på hver wrap og smør det ud – lad dog 2 cm være fri hele vejen rundt i kanten af wrappen.
Fordel salaten, tomaterne, forårsløgene ovenpå dressingen. Lad 2 cm af wrappen være fri i bunden. Kom hakket æg ovenpå salaten og top med den sprødristede serranoskinke i mindre stykker. Drys med lidt friskkværnet peber til sidst.Skønne farver og lækker smag
Fold bunden uden fyld og dressing 4 cm indover fyldet. Hold bunden nede med den ene hånd. Fold den ene side halvvejs ind over wrappen og bunden og gør det samme ved det anden side. Nu skulle du gerne have en wrap, der kun er åben i den ene ende og dermed lettere at spise. Pak den ind i stanniolen og put den i din sommer madkurv sammen med et par frostelementer, så dine wraps kan holde sig kolde til frokosten 🙂
Disse wraps smager lækkert af serranoskinke og senneppen giver en dejlig undertone af lidt stærkt, uden at det er for voldsomt. Tomaterne og æggene klæder, som altid, hinanden rigtig godt og sammen bliver disse skønne ingredienser til en fantastisk sommer wrap 🙂Wrap på tur i sommerlandet 😉
Udover wraps skal en madkurv også indeholde vand, frys det gerne ned i ½ liters plastic flasker aftenen forinden – så holder det maden kold og det er dejlig koldt, når du skal drikke det. Put også gerne lidt dejligt hjemmelavet hyldeblomstsaft med rabarber, blandet op med vand, i kurven; det er rart med lidt læskende at drikke i varmen og der er hyldeblomst en perfekt tørst slukker.
En rigtig god madkurv indeholder også gnavegrønt og lækkert frugt. Du kan bruge de skønne danske ærter, der er i højsæson nu – bare put en posefuld i kurven og lad børn og voksne selv bælge dem – husk at samle skrællerne og smide dem væk. De danske gulerødder, der bare lige skal skylles, smager også himmelsk.
Skær vandmelon i mindre stykker og pak i kurven sammen med lidt lækre kirsebær. Det sidste du mangler er en smule sødt – en madkurv skal indeholde lidt sødt, som afslutning på en god frokost i det fri. Du kan bage drømme muffins, banankage med chokolade, cupcakes med lemoncurd, rabarber muffins eller en god chocolate chip cookie.
Husk en våd klud til fingrene, masser af servietter, glas til drikkevarerne, en plastic pose, til at samle alt affaldet i, så vi ikke smider det i den dejlige natur.
Nu er du faktisk helt klar til en tur ud i den dejlige danske sommer – nyd den og husk solcremen 😉