Stromboli pizza
Stromboli pizza er en skøn variant af den klassiske pizza. Dog er der nogle forskelle på stromboli og pizza eller calzone; strombolien er rullet, ligesom en roulade, inden bagningen i modsætning til både pizzaen og calzonen (der er foldet til en halvmåne). Derudover indeholder en klassisk Stromboli ikke tomatsauce, og så stopper forskellene også næsten der. Ofte laves Stromboli med forskellige typer italiensk kødpålæg; bresaola, salami eller god kvalitets skinke og lækre italienske oste.
Grøntsager kan være lidt en sjældenhed i en stromboli og derfor skiller min variant sig nok lidt ud, da den udelukkende indeholder grøntsager og ost, men den er stadig drøngod 🙂
Du kan vælge den hurtige løsning og købe en færdiglavet pizza dej. Der findes flere hæderlige varianter, men jeg linker alligevel til min opskrift på min favorit pizza dej, som er uhyrlig nem at lave og som smager fantastisk.
Til 1 stromboli, til ca. 4-6 personer, skal du bruge:
Pizza dej – min opskrift deler jeg normalt i to pizzaer, men her bruger jeg hele portionen til min stromboli (alternativt 1 købt pizza dej af god kvalitet)
1 squash – udkernet og skåret i små tern
3 forårsløg – renset, behold så meget grønt som muligt – skåret i tynde ringe
1 stor rød peberfrugt eller 2 mindre – renset og skåret i små tern
3 store solmodne tomater – udkernet og skåret i små tern
175 g god frisk mozzarella – gerne bøffelmozzarella – plukket i mindre stykker
Friskkværnet peber og et nip havsalt
Tænd ovnen på max temperatur og sæt en bageplade ind i ovnen.
Lav pizza dejen efter opskriften, og lad den hæve som angivet i opskriften.
Rul pizza dejen ud efter endt hævning, til en stor firkant på ca. 30 x 40 cm. Den må ikke blive alt for tynd, så bliver den svær at rulle. Hellere lidt mindre og så lidt tykkere – lidt ligesom mig selv 😉
Fordel fyldet på dejen, men lad kanterne være fri ca. 2 cm hele vejen rundt. Kværn peber udover og drys et nip havsalt over også. Tørret oregano er også helt ok at tilføje.
Rul strombolien sammen på den lange led mod kanten uden fyld, nøjagtig som når du laver en roulade eller kanelsnegle.
Fold enderne godt sammen og læg strombolien med sammen føjningen nedad på et stykke bagepapir.
Tag den brandvarme bageplade ud af ovnen, træk bagepapiret med strombolien over pladen og smæk pladen lynhurtigt ind i ovnen igen. Skru nu ovnen ned på 225 grader og bag strombolien i ca. 20-25 min. Den skal være gylden hele vejen rundt. Måske skal den bage længere tid i din ovn – ovne er forskellige så prøv dig frem 🙂
Tag den gyldne, velduftende og færdigbagte stromboli ud af ovnen og lad den hvile i ca. 10 min på en bagerist.
Skær den i tykke skiver og server den gerne med en god blandet salat til, eks. min sprøde rucolasalat med æble – ja, rucola er en smule passé, men jeg elsker dens skønne bitterhed, særligt til italiensk mad.
Stromboliens enkle fyld af solmodne grøntsager, giver en ren, intens og lækker smag. De solmodne tomaters sødme, peberfrugtens bitterhed, der i ovnens varme tilføres sødlige noter, det lille bid fra forårsløgene og squashens taknemmelige milde smag, der supplerer de andre grøntsager så godt – alt sammen pakket ind i den skønneste roulade af sprødhed på ydersiden, til luftig krumme indvendig og klædt i skøn, skøn bøffel mozzarella – hvem kan dog modstå det? Ikke jeg.
Jeg er vild med min variant af stromboli – uanset om jeg spiser den frisklavet og lun eller jeg hapser en skive eller to dagen efter til frokost. Den er über lækker og velsmagende.
Du må simpelthen prøve den – du, dine børn, din partner, dine venner, dine kollegaer – alle vil elske den og dig, for at du har lavet den til dem 🙂
Stromboli er, udover at være en rullet pizza, en lille ø nord for Sicilien – dog menes den rullede pizza, opkaldt efter øen, at stamme fra italienske migranter i USA – lige en lille sidebemærkning 😉
Buon appetito!