Squashsalat
Squashsalat er en god måde at bruge den vidunderlige grønsag på. Sammen med grønne asparges og gulerødder har du en enkel og frisk salat, der passer både stegt kød, pizza, pasta, som fyld i en sandwich eller som en selvstændig ret f.eks. tilsat lidt kylling.Lækker og farvestrålende salat
Squashsalaten er let og hurtig at lave og den er derfor velegnet til de travle hverdagsaftener, hvor der stadig skal være fokus på sund kost og ekstra grønsager. De lange strimler af squash og gulerod gør det også sjovere for børn at spise salaten.
Til 2 personer skal du bruge:
1 squash
200 g grønne asparges
2 store gulerødder
4 spsk. olivenolie
2 spsk. hvidvinseddikeeddike
8 dråber tabasco
Friskkværnet peber og havsaltLækker salat med skøn smag
Skyl squashen godt, skær enderne af og halver den på langs. Med en teske skraber du kernerne ud af den. Sæt gerne mand eller børn til det – den søde kæreste var fænomenal til dette job 🙂 Brug en kartoffelskræller til at lave lange tynde strimler i hele squashens længde, du kan også bruge et mandolinjern, hvis du synes, at det er lettere.
Læg squashstrimlerne på et stort fad.
Skyl aspargesene godt og knæk den nederste træede del af og kasser. Brug igen kartoffelskrælleren til, meget forsigtigt, at lave lange tynde asparges strimler – behold gerne aspargeshovederne intakte.
Læg aspargesstrimlerne op på fadet til squashstrimlerne.
Skræl gulerødderne og skyl dem godt. Brug igen kartoffelskrælleren eller et mandolinjern til at lave lange tynde strimler i gulerøddernes længde. Bland de lange orange strimler sammen med de to slags smukke grønne strimler.Smukke strimler klædt i skøn dressing, mmmhhh
Rør olivenolie, æbleeddike, tabasco, havsalt og friskkværnet peber sammen til en dressing. Denne opgave klarede den søde kæreste også til UG, dog var der en del protester over Tabascoen, men han overgav sig, da han smagte på salaten 😉
Smag dressingen til. Den skal både være en snert syrlig og en snert stærk. Fordel dressingen over salaten og server med det samme.Sund, mættende og yderst delikat – min nye favorit 🙂
Squashsalaten smager dejlig frisk og de smukke farver gør den til en fryd for øjnene. De milde og sprøde grønsager komplimenterer hinanden på smukkeste vis og den syrlige-stærke dressing giver lige præcis det modspil, som grønsagerne har brug for, for at blive en helt vidunderlig salat 🙂