Spidskålssalat
Spidsskålssalat med granatæble er en smask sund og rigtig lækker salat, der mætter godt, smager herligt og er fyldt med gode vitaminer – den er perfekt til at booste din sundhed og almene helbred her i januar måned 🙂 Spidskålssalat er en super god vintersalat, der passer perfekt til alle 🙂Flotte farver i en lækker salat
Jeg har en forkærlighed for de små rubinrøde granatæble kerner, der har en dejlig syrlig sød smag og den smukkeste rød-pink farve 🙂 Granatæbler er fyldt med antioxidanter og det gør dem jo kun endnu bedre 🙂 Hvis du ikke er fan af granatæbler, så kan du sagtens undlade dem i din salat, erstat dem eventuelt med lidt fintrevet rødbede, både for farvespil og for smag 🙂
Knasende spidskålssalat til 3 personer:
½ fintsnittet spidskål
½ rødt æble i små tern
3 mellemstore groftrevne gulerødder
1 stængel bladselleri i små tern
1 appelsin skåret i fileter
½ granatæbleSmå rubiner titter frem imellem de lækre grønsager og frugter
Kom alle grønsagerne i en stor skål, fordel æble og appelsin ovenpå grønsagerne. Pres saften fra resten af appelsinen ud over grønsagerne.
Spidskålen skal snittes meget fint – der er ingen, der kan lide at gumle på store stykker af nogle former for kål – brug en foodprocessor, det gør det lidt lettere og garantere fint snitning.
Klem granatæblet over salaten, så det meste af saften løber ned i skålen. Hold granatæblet med skærefladen ned mod din hånd – granatæblet skal ligge i din håndflade, der skal have en svag hulning, som hvis du holder en bold og viser den frem – jeg håber det giver mening 😉 Bank på overfladen af granatæblet med en grydeske. Du skal banke på “skindet”.
Kernerne løsner sig på den måde lettest fra granatæblet og falder ned i din hånd. Bliv ved med at banke, indtil alle kernerne er ude af æblet. Fjern de hvide stumper af hinde, der følger med – de er hårde og ikke spor sjove at tygge på.
Jeg vil anbefale dig at tage et forklæde på, for sådan en omgang granatæble bank sviner faktisk en del 🙂
Bland salaten godt sammen og server den til en lækker langtidsstegt kylling eller en god bøf.Smuk, enkel og delikat – vinterens bedste salat
Spidskålens dejlig sprødhed passer perfekt til de bløde appelsinfileter og de små stykker saftig æble. De små bidder af bladselleri giver en overraskende og lækker bitterhed til den skønne salat. Granatæblekernernes smukke rubinrøde farve giver et smukt farvespil og en vidunderlig syrlig-sød smag, der fuldender denne friske vintersalat, der passer perfekt til både fugl, fisk, okse og gris.
Lav gerne en dobbelt portion, gem halvdelen og bland den sammen med en rest af den lækre langtidsstegte kylling – det smager himmelsk og du har let aftensmad eller frokost til dagen efter 🙂