Semitørrede tomater

Semitørrede tomater

Semitørrede tomater er en lækker delikatesse, der kan bruges til alt fra en god ost til fyld i salater og kød, for eksempel som fyld i et kyllingebryst.

Mine semitørrede tomater er blevet brugt som adventsgave til mine søde forældre.Semitørrede tomaterSmukke tomater i skøn olie

De sidste par år har jeg lavet en adventskalender til dem, hvor der er alt fra en god julekalender fyldt med lækre marcipanbrød til hjemmelavede spiselige gaver. Sidste år fik de en portion af mine lækre knækbrød i en sød juledåse og et glas nødder i honning. I år er den ene af gaverne disse lækre semitørrede tomater; de andre gaver røber jeg ikke, for dem har de ikke åbnet endnu, men tomaterne var i kalenderen til i dag 🙂

Til 1 glas skal du bruge:

300 g små blomme tomater, San Marzano tomater cherrytomater på stilk – disse tre varianter er alle smækfyldte med smag og derfor velegnede til semitørring

3 fed hvidløg

2 spsk. frisk timian

1 dl ekstra jomfruolivenolie

Havsalt og friskkværnet peber

3 tsk. rørsukker

Ekstra olivenolie til at fylde glasset med.

Halver tomaterne og læg dem på en bageplade med bagepapir med skærefladen op.

Pil hvidløgsfeddene og kom dem i en minihakker sammen med timianen. Hak begge dele til det er helt findelt, det tager cirka 20 sekunder. Tilsæt den lækre olivenolie og hak igen i 20-30 sekunder, til du har en smuk grøn-gul olie fyldt med smag og duft.

Drys havsalt og friskværnet peber over tomaterne. Drys rørsukkeret over og slut af med at dryppe den lækre hvidløgs-timian olie over de smukke røde tomater.

Mængden af olie kan virke stor i forhold til tomaterne, men det hele skal bruges.

Sæt tomaterne ind i en 100 grader varm ovn – ikke varmluft og lad dem hygge sig der i 2½ time.

Skold imens et glas i kogende vand – husk også at skolde låget. Skyl det bagefter i atamon og sæt det til side, indtil tomaterne er færdige.

Når tomaterne er færdige, skal de køle lidt af på bagepladen, inden de puttes i det rene, skoldede glas. Semitørrede tomaterSmå smukke smagsbomber, mmmhhh

Fyld tomaterne på glasset og sørg for at få al den gode olie og saft med, der ligger på bagepapiret. Hvis der ikke er olie nok til at dække tomaterne, hælder du lidt af den gode jomfruolivenolie over, indtil tomaterne er dækket. Sæt låg på glasset og opbevar det i køleskabet eller giv det væk, som en sød adventsgave eller værtindegave.

Disse lækre tomaters skønne dybe smag bliver fremhævet af den lange bagetid ved lav temperatur og den skønne timian og hvidløgene fremhæver, sammen med rørsukkeret, tomaternes dybde og sødme.

Tomaterne kan holde sig i cirka 2-3-uger på køl; 3-4 uger hvis du har skoldet og skyllet glasset i atamon.



2 thoughts on “Semitørrede tomater”

  • Mmmmmh… en af mine favoritter. Smager også fantastisk til grillmad med tzaziki ! Laver dem til enten til aftensmad tilbehør eller bare til at gå og spise af som snack:D

    • Kære Emilie,

      De er nemlig nogle lækkerbiskner – skønne og fyldt med god smag, absolut også en af mine favoritter 🙂
      Tzatziki og semitørrede tomater er match made in heaven 🙂
      Prøv dem til en god ost, næste gang du laver dem – hvis du er til ost 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.