Savojkålssalat
Savojkålssalat er både en fryd for øjnene og ganen. Den er farvestrålende smuk, sprød og forfriskende.
Savojkål er, desværre, en lidt overset kål og det er virkelig synd, for den er yderst alsidig. Du kan bruge den både kål og varm; fintsnittet i en wok ret, dampet som tilbehør til traditionel dansk mad, som indpakning til krydret fars eller i tynde strimler i en salat – der er uanede muligheder med den smukke mørkegrønne kål 🙂Farvestrålende og lækker
Min savojkålssalat skriger efterår med de skønne ingredienser, jeg har puttet i den. Jeg har, som altid, valgt at bruge frugt for at få det sødlige og friske element i salaten. Frugt og bær gør altid en salat meget mere forfriskende og delikat – synes jeg.
Til 2 personer skal du bruge:
3 skønne blade savojkål
1 dansk syrligt æble – ikke et madæble, men et dejligt frisk spise æble
2 fine gulerødder
2 spsk. tørrede tranebær uden smagstilsætning
Til dressingen skal du bruge:
8 store hindbær
Saften af ½ lime
2 tsk. akaciehonning
1 spsk. god olivenolieLækkert tilbehør til skøn simremad
Skyl og tør kålen godt. Skyl æblet og skræl gulerødderne.
Snit kålen meget fint i tynde strimler. Skær æblet i tynde skiver og skær skiverne i tynde stænger. Brug din skrællekniv til at skrælle lange strimler af gulerødderne.
Bland de smukke ingredienser i en pæn skål eller på et stort fad. Drys de tørrede tranebær over.
Sæt salaten til side og lav dressingen.
Kom alle ingredienserne i en skål og mos hindbærrene godt, så du får en smuk rødlig/pink homogen masse.
Hæld dressingen ud over salaten og brug et par spiseskeer til at blande salat og dressing godt sammen.Efterårets smukkeste farve i skøn forening pyntet med noter af søde hindbær 🙂
Lad salaten trække en halv times tid på køkkenbordet, inden du serverer den til vildsvinefrikadeller, braiserede svinekæber, osso buco, vildt ragout eller lige til det du synes 🙂
De skønne hindbær giver et syrligt-sødt strejf til den sprøde salat, der både er frisk og smagfuld. Den fintsnittede kål har et skønt knas og æblets syrlighed giver kålen det modspil, der klæder den så godt. Gulerødderne tilføjer salaten farve og bid. De tørrede tranebær er som små bomber af sødme, der passer som fod i hose til denne lækre og meget smukke salat.
Savojkålssalat kan sagtens gå hen og blive en klassiker i dit køkken 🙂