Sommeren byder oftere på salat, end vinteren gør. Jeg prøver altid at eksperimenterer med mine salater, så det ikke altid er det samme, jeg sætter på bordet. Variation er godt 🙂
Min nyeste opfindelse er en lun speltsalat med skønne danske ærter og den smager helt fantastisk både til hakkebøffen, fisken og fjerkræet 🙂 Den kan dog også serveres om vinteren, og give et grønt indspark til den mørke tid.Skønne farver 🙂
Til 3 personer skal du bruge:
1½ dl speltkerner
500 g ærter med bælg (giver cirka 200 g friskbælgede ærter) du kan også bruge frosne, optøede ærter
½ stor squash eller 1 alm.
1 håndfuld basilikum og thai basilikum finthakkes og vendes i til sidst.
Kog speltkernerne efter anvisningen på pakken og lad dem køle lidt af. Imens spelten koger, bælger du ærterne eller får dine børn eller mand til at bælge dem – det er så hyggeligt, når hele familien kan hjælpe med maden 🙂 Hvis du bruger frosne, skal de bare tøes let op.
Skær squashen over på langs og skrab kernerne ud med en teske og smid dem væk. Skær squashen i små tern på størrelse med ærterne.
Varm lidt olivenolie op i en stegepande – det skal ikke være rygende varmt – bare lige lidt varmere, end lunt 😉
Kværn lidt sort peber over olien og tilsæt squash ternene. Lad dem svede på panden i nogle minutter til de bliver klare. De skal stadig være faste i konsistensen.
Sæt stegepanden til side.
Skyl og hak krydderurterne fint. Du kan også bruge andre krydderurter end de to slags basilikum. Jeg synes dog, at thai basilikummen giver en fin snert af lakrids til salaten, som klæder den rigtig godt. Alternativt kan du bruge en halv finthakket fennikel top i stedet for thai basilikummen 🙂
Bland speltkerner, ærter, squash og krydderurter godt sammen i en skål og server med det samme til det lækre kød fra grillen 🙂Skøn og lækker salat fyldt med smag 🙂
Salaten har en skøn mild og meget ren smag. Ærterne giver lidt sødme til salaten og squashen får en skøn dybde efter sin tur på stegepanden. Krydderurterne afrunder smagsoplevelsen og du føler dig veltilpas helt ned i tæerne efter en portion af denne skønne, lune speltsalat 🙂
En dejlig salat, der giver en god mæthed. Salaten kan også sagtens spises kold og uden kød 🙂