En lækker måde at få bulgur på. Jeg bruger altid bulgur fremfor couscous, hvorfor ved jeg egentlig ikke, det er nok en vane.
Denne salat kan laves på et utal af måder, der er dog nogle ingredienser i salaten, som jeg altid lader gå igen fra gang til gang, da det er dem, der giver salaten sit lækre præg.
Til 4 personer skal du bruge:
3 dl bulgur – gerne den grove variant – følg kogeanvisningen på pakken
3 fed presset hvidløg
1 bundt finthakket persille
1 rød peber i små tern
Olivenolie
Havsalt og friskkværnet peber
Kog bulguren som anvist på pakken. Hæld resten af kogevandet fra og skyl bulguren kortvarigt under den kolde hane. Dryp den godt af og kom den i en fin skål. Tilsæt hvidløg, persille, salt, friskkværnet peber og en god sjat olivenolie. Rør rundt og smag på det. Den skal måske have lidt mere peber og olivenolie. Tilsæt nu den finthakket peberfrugt.
Nu har du en basis bulgursalat. Nu kan du tilføje de grønsager, du har lyst til. Jeg har brugt små stykker af dampede grønne asparges og det var rigtig lækkert, og favoritterne er en gul peberfrugt i små tern, små tern af solmodne tomater og små tern af en udkernet agurk. Her fjerner du kernerne lettest ved at flække agurken på langs, og skrabe kernerne ud med en teske. Samme udkerningsmetode kan du bruge til squash. Rør alle ingredienserne i basissalaten og server til et stykke lammemørbrad, kyllingefilet eller en fiskefrikadelle. Lækkert.