Hyldebærsaft

Sød og lækker hyldebærsaft til efterårets og vinterens kulde.

Har du ikke en saftkoger, så kan du bruge et gammeldags saftklæde – det tager længere tid og det sviner mere. Du skal så koge din hyldebær i en gryde med lidt vand og dræne dem og gentage processen et par gange eller flere for at få det fulde udbytte af dine hyldebær.Hyldebærsaft

Til 5 liter færdig saft skal du bruge:

1 balje med hyldebær

3/4 fyldt 10 liters spand med hyldebær

Vand til saftkogeren

1,5 kg rørsukker til det færdige saft – 375 g per 1 liter

Atamon – 1 tsk per liter færdigkogt saft og ekstra til at skylle de skoldede flasker med

I de fleste opskrifter bruges der også æbler. Det gør jeg ikke. Æblerne tilføjes for at fjerne bitterheden fra hyldebærrets stilk. Men hvis du gør ligesom jeg, så klipper du hyldebærrene af så langt inde på stilken – når du altså er kommet hjem med dem – som du kan. Så har du kun de meget små og tynde stilke tilbage og så skal du ikke bruge æbler.  

Kom de afklippede hyldebær i saftdelen i saftkogeren. Fyld den nederste del 3/4 dele op med vand – du skal nok fylde mere vand på undervejs, det gjorde jeg et par gange. Saml saftkogeren og sæt den over medium varme. Når du kan høre at vandet koger, skruer du lidt ned for varmen og lader din saftkoger stå.

Et godt råd er, at sætte en skål under slangen, da klemmerne, der holder slangen lukket ofte ikke er helt tætte. Lad saftkogeren stå et par timer. Det kan være, at du skal tømme saftkogeren for saft efter et par timer og hælde mere vand i bunden. Jeg tømte den et par gange.

Min saftkoger var i gang i omkring 9 timer, men den passer sig selv og du får alt saften ud, hvis du lader den stå længe nok.

Når du ikke kan klemme en dråbe saft mere ud, skal du have kogt din saft op med sukker.

Kom saften op i en stor gryde – del den eventuelt i to – og tilsæt sukkeret, 375 g. rørsukker per liter saft. Lad saften komme til kog og lad den koge et par minutter. Fjern gryden fra varmen og tilsæt atamon, 1 tsk. per liter saft. Rør rundt og hæld din saft på skoldede atamon skyllede flasker. Sæt låget på og stil din saft mørkt og køligt, indtil du skal bruge den.

Hyldebærsaft kan også drikkes kold, spædet op med vand. Men min favorit er nu en dejlig varm hyldebærtoddy. Jeg ved, at jeg får drukket en del af dem her i løbet af efteråret og vinteren – og det bliver så skønt 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.