Sød kartoffelsuppe

Sød kartoffelsuppe

Søde kartofler er sunde, næringsrige og fyldt med gode sager, der er godt for dit helbred og din almene sundhed. Jeg bruger søde kartofler i flæng og denne skønne, cremede sød kartoffelsuppe er fyldt med disse skønne rødlige basser 🙂Sød kartoffelsuppeSmuk orange frækkert

Søde kartofler elsker chili, hvidløg og krydderier, og sammen med gulerødder har du en fyldig og mættende suppe, der vil give dig varmen en råkold vinterdag 🙂

Sød kartoffelsuppe med rugbrødscroutoner er både hurtig og let at lave – det er perfekt at lave sammen med børn og nem mad på en hverdagsaften, hvor der ikke altid er tid til de store armbevægelser i køkkenet.

Til 3 personer skal du bruge:

1 stort zittauerløg

3 fed hvidløg

½ rødchili – eller 1 hvis du er til det stærke

3 mellemstore gulerødder

750 g sød kartoffel

5 dl vand

1 grønsagsbouillonterning

1 tsk. herbes de provence krydderi

Havsalt og friskkværnet peber

2 skiver rugbrød – 4 hvis de er små

Hvidløgspulver

Chilipulver

Evt. små stykker af stegt kyllingefiletSød kartoffelsuppeSund og mættende 🙂

Pil løg og hvidløg. Skræl gulerødderne og de søde kartofler.

Hak løget fint.

Hak hvidløgene og chilien fint.

Skær gulerødder i 1 cm tykke skiver, del dem gerne på midten, hvis gulerødderne er tykke.

Skær de søde kartofler i grove tern på 2 x 2 cm.

Varm olivenolie op i en middelstor gryde og sauter løg, hvidløg og chili deri, indtil løgene er klaret. Løgene må ikke brænde på.

Når løgene er klaret tilsætter du gulerødderne og lader dem sauterer med et par minutter.

Tilsæt de søde kartofler og lad dem få et par minutters varme.

Krydr godt med friskkværnet peber og havsalt – du skal bruge lidt mere, end du plejer, fro at bringe den gode smag frem i kartoflerne. Tilsæt herbes de provence krydderi og rør godt rundt.

Hæld vandet ved og kom bouillonterningen i.

Læg låg på gryden og bring den i kog, skru lidt ned og lad grønsagerne simre i cirka 15 minutter.

Imens grønsagerne simrer og bliver dejlige, skal du lave rugbrødscroutoner.

Skær rugbrødsskiverne i små tern. Varm lidt olie og en lille klat smør af den gode slags op på en pande ved god varme. Når fedtstoffet er varmt, tilsætter du rugbrødsternene. Krydr godt med friskkværnet peber, hvidløgspulver og lidt chilipulver.

Rist brødternene i cirka 5 minutter – lad dem køle af på et stykke køkkenrulle.

Mærk efter med en gaffel om grønsagerne er møre, når de har simret i 15 minutter og du er færdig med rugbrødscroutonerne.

Når grønsagerne er møre, fjerner du gryden fra varmen. Sluk for blusset.

Tag låget af og stik en stavblender ned til de varme grønsager – børn skal væk fra gryden, da det kan sprøjte og det er meget varmt.

Blend grønsagerne; du kan enten blende alle sammen eller du kan lade nogle være tilbage, så din suppe bliver lidt grov og fyldt med struktur. Jeg lod nogle af mine grønsager være i de grove stykker, så der var lidt ekstra fylde i suppen og den bliver lidt mere rustik på denne måde.Sød kartoffelsuppeSmukke farver og flotte kontraster

Smag suppen til, skal den lige have et lille ekstra drys af et eller andet?

Server suppen rygende varm, toppet med de skønne krydrede rugbrødscroutoner og eventuelt små stykker stegt kyllingefilet. Sød kartoffelsuppeLækker, let og sundt, mmmhhh

Suppen er tyk, rustik og fyldt med god smag. Den har en skøn orange farve, der lyser op på en mørk dag. Den dejlige blanding af søde kartofler, skønne gulerødder og hvidløg og chili giver dig varmen helt ned i tæerne. Smagen er rund og blød med et dejligt efterspil af styrke fra chilien og det skønne herbes de provence giver suppen et vidunderligt strejf af middelhavssmag, der bringer minder om dejlige sommerdage i sydens sol. Rugbrødscroutonerne giver et dejligt bid og de sprøde croutoner med de skønne krydderier er et dejligt modspil til suppens cremede blødhed, mmmhhh.

Suppen kan også serveres uden rugbrødscroutoner og kylling.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.