Cremet grøntsags suppe

Cremet grøntsags suppe

En skøn hyggestund kan bruges på mange måder. En af mine yndlingsmåder at tilbringe lidt kvalitetstid sammen med dem jeg holder af er, at lave en lækker cremet grøntsags suppe, hælde den på termokander, pakke krus, skeer, tæpper og familien i bilen og tage en tur i skoven.Cremet grøntsagssuppeLækker, cremet suppe med skønne croutoner, mmmhhh

Sådan en efterårs eller vinter skovtur vækker glæde hos både store og små, unge som gamle. Alle skal pakkes godt ind i varmt tøj, travestøvlerne skal på fødderne, vanter og huer skal med og så er det ud i kulden og trave i skoven, indtil kinderne er røde og trætheden begynder at melde sig.

Tag termokanderne med den varme og lækre suppe med i en rygsæk, sammen med tæpper og drikkevarer. Du kan altid tage en lille pose med, som I kan fylde med kogler fra skovbunden eller fine lærkegrene, der er faldet på jorden – husk, at du kun må samle det, du kan have i en pose og det, der ligger på jorden – du må ikke klippe grene af træerne. Indsamlingen af naturpynt til dekoration hjemme er et stort hit hos små purke, der glædeligt og stolt viser deres små skatte frem, som de har fundet på skovbunden 🙂

Når familien er træt, finder I et hyggeligt sted med læ, breder tæpperne ud på jorden og hælder den varme suppe op i krusene og serverer dem med en ske i. Skeen i kruset gør suppen meget lettere at spise 🙂Cremet grøntsagssuppe

Smuk orange suppe, mums

Denne cremede grøntsags suppe er perfekt til en hyggelig skovtur en kold vinterdag, uanset om kalenderen siger december eller februar 🙂

Til 3 personer skal du bruge:

3 fed hvidløg

1 rød chili

1 stykke tommeltot stort frisk ingefær

3,5 store gulerødder

1 stort løg

2 store pastinakker

½ lille knoldselleri

Saft af ½ lime

2-3 spsk. soya

½-1 liter god kyllingefond

Friskkværnet peber

4-6 skiver bacon – gerne af god kvalitet

2 skiver groft landbrød

Tænd ovnen på 200 grader.

Pil hvidløg og hak dem fint. Skræl ingefæren, hak eller riv den fint. Hak også chilien fint.

Skræl rodfrugterne og skær dem i grove stykker. Pil løget og skær det i grove tern.

Kom en sjat olivenolie i en stor gryde og lad det blive varmt. Tilsæt hvidløg, chili og ingefær og lad det sautere et par minutter uden at det bliver brunt.

Tilsæt løgene og sauter dem, indtil de begynder at blive klare. Tilsæt rodfrugterne og steg dem nogle minutter under omrøring.

Hæld kyllingefond ved, så grøntsagerne er lige netop dækket til. Læg låg på gryden og lad suppen simre, indtil grøntsagerne er møre – det tager cirka 10-15 minutter.

Kom limesaft og soya i suppen. Smag til med lidt friskkværnet peber. Du skal ikke bruge slat, da fonden salter og soyaen bruges som erstatning som salt – soyaen giver en dejlig smag og en skøn dybde i suppen, som almindelig salt ikke giver.

Tag gryden af varmen og blend den med en stavblender til den er helt glat og der ikke er flere klumper tilbage. Hvis du synes, at suppen er for tyk, kan du tilsætte lidt mere fond og varme suppen igennem igen.

Imens suppen simrer, steger du baconskiverne i ovnen. Fordel skiverne på et stykke bagepapir på en bageplade og steg dem gyldne. Vend dem en enkelt gang eller to undervejs, så de bliver pæne gyldne på begge sider.

Tag baconen ud og lad skiverne køle af på et par stykker køkkenrulle.

Skær de to skiver groft landbrød i tern på cirka 1 x 1 cm og læg dem på bagepapiret med baconfedtet. Krydr dem godt med havsalt og friskkværnet peber og vend dem rundt på bagepapiret et par gange, så krydderierne og baconfedtet fordeler sig på alle brødternene. Dryp eventuelt lidt olivenolie over.

Baconfedtet giver en dejlig røget smag til croutonerne. Hvis du synes, at der er for meget fedt på bagepapiret, kan du hælde halvdelen af fedtet fra bagepapiret.

Bag brødternene eller croutonerne i ovnen til de er gyldne og sprøde – det tager cirka 10 minutter.

Tag dem ud og lad dem køle af, inden du kommer dem i en lufttæt beholder.

Bræk den afkølede bacon i små stykker og kom også den i en lufttæt beholder.

Suppen er nu klar til at komme på varme termokander, croutonerne og bagstykkerne er også klar. Pak tasken og af sted med dig 🙂

Server suppen i krusene toppet med de skønne, grove croutoner og baconstykkerne – det vækker lykke 😀Cremet grøntsagssuppeSmukke croutoner i sund og nærende suppe

Suppen er dejlig cremet og fyldt med den skønneste smag af rodfrugter, fond, lime og soya; en skøn og vidunderlig vintersuppe, der giver varme helt ned i tæerne og ud i de kolde kinder 🙂

Croutonerne giver et skønt knas og et dejligt modspil til den bløde suppe. Baconens dejlige røgede smag sætter prikken over i’et og fuldender denne skønne suppe oplevelse.

Den smukke orange suppe er tyk, lækker og nærende og selv den suppe forskrækkede kæreste var vild med den 🙂Cremet grøntsagssuppeEt vinterhit af de bedste 🙂

Suppen kan selvfølgelig også sagtens nydes hjemme i køkkenets dejlige varme 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.