Pasta med rejer

Denne lækre ret blev til ved et tilfælde, men sikke et tilfælde. Let, lækkert og rigtig hurtigt lavet – perfekt og delikat aftensmad på en travl hverdag 🙂Rejer med pastaLækker og let aftensmad

Til 2-3 personer skal du bruge:

300 g kæmperejer – almindelige store rejer i lage kan sikkert også bruges

4 forårsløg

2 fed hvidløg

½ rød chili

250 g grønne asparges

4 store solmodne tomater

1 håndfuld frisk basilikum

Saft af ½-1 lime

200 g tørret fuldkornspasta, gerne muslingeformet

Pil hvidløgene og hak dem fint sammen med chilien. Rens forårsløgene, behold så meget af den grønne op som muligt. Skyl de grønne asparges og knæk den nederste træede del af. Asparges knækker selv, der hvor de skal.

Skær forårsløg i tynde skiver, også de grønne toppe. Skær aspargesene i tynde skiver. Skyl tomaterne og skær dem ud i tern. Fjern evt. haler fra rejerne.

Sæt en stor gryde over med rigeligt vand i og bring vandet til kog. Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Husk at tilsætte godt med salt til vandet. Pasta bliver bedst, når det koges i rigeligt vand med 1-2 spsk. salt.

Når du har puttet pastaen i vandet, skal du i gang med resten af retten.

Sæt en sauterpande over middel varme. Kom et godt sjat olivenolie i og når panden er varm, tilsætter du hvidløg og chili. Svits et minuts tid. Det må ikke blive brunt.

Kom den hvide del af forårsløgene og de grønne asparges ned i sauterpanden. Den grønne del af forårsløgene gemmer du til senere. Svits et par minutter.

Når der er fem minutter tilbage af pastaens kogetid, tilsætter du tomaterne i tern. Lad dem stege med i tre minutter.

Med to minutters kogetid tilbage, tilsætter du rejerne, de grønne toppe fra forårsløg og basilikummen, som du selvfølgelig har hakket 🙂  Rejer med pastaSkønne farver og skøn smag 🙂

Klem saften af ½ lime ned i rejeblandingen og smag til. Der skal sikkert lidt peber og havsalt i. Lad retten simre, imens pastaen koger færdig. Når pastaen er færdig kogt, dræner du vandet fra den og hælder pastaen ned i sauterpanden til rejerne og grønsagerne.

Vend blandingen godt sammen, så pastaen opsuger den dejlige smag fra grønsagerne og rejerne.

Server med det samme og nyd en let og lækker forårsret, der smager helt vidunderligt. Chilien og hvidløgene giver den ellers milde ret et lille pift, og de grønne asparges har stadig lidt bid og smager fantastisk sammen med de skønne tomater og rejerne. Rejer med pastaLækker forårsret, mums 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.