Fiskefrikadeller

Fiskefrikadeller er en lækker måde at få lidt ekstra fisk på. Jeg er vild med fisk og fiskefrikadeller er ingen undtagelser. Jeg gider ikke fiskefrikadeller, der ikke smager af noget. Der skal være smag i dem og ikke bare en tom “stikken-tungen-ud-af-vinduet”-agtig smag. Jeg kommer altid rød chili og frisk dild i mine fiskefrikadeller, det giver både smag og farve. Det er vigtigt, at huske, at du også spiser med øjnene, så farvespillet mellem den lyse frikadelle, den røde chili og den mørkgrønne dild er et hit.

Indrømmet, jeg laver ikke min fiskefars selv. Jeg køber en færdigrørt. Så snart jeg får investeret i en foodprocessor, så laver jeg selv min fiskefars 🙂IMG_2639

Til 2-3 personer skal du bruge:

1 pakke fiskefars, 400 g – jeg bruger altid torskefarsen, jeg kan så godt lide smagen af torsk

½-1 rød chili, finthakket

1 bundt dild, finthakket

Saft af ½ lime

Eventuelt 75 g grofthakket rejer

Kom farsen i en skål med chili og dild (og rejer) og rør sammen. Tilsæt saften fra ½ lime og rør godt igennem. Lad fiskefarsen stå og trække et kvarters tid. Kom olivenolie og en lille klat rigtig smør på en stegepande og lad panden blive godt varm. Form farsen til 8 frikadeller og steg dem 3-4 minutter på hver side. Server dem med en frisk salat eller en skive rugbrød, hvis du er mere til det.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.