Lige siden jeg var lille, har jeg elsket varm mælk med honning – min mor og min mormor lavede det altid til mig, hvis jeg ikke kunne sove og det var og er den dag i dag mit mirakel middel mod søvnløshed og øm hals 🙂Mirakel kuren mod snue 🙂
Jeg har eksperimenteret lidt med denne skønne gudedrik og tilsat lidt gode krydderier, som absolut ikke gør den varme mælk med honning dårligere 🙂
Jeg koger mælken med frisk ingefær og kanelstang for at give den lidt ekstra god smag, men også til at afhjælpe forkølelser. Ingefær og kanel er fyldt med super gode egenskaber, der blandt andet er betændelseshæmmende og gode mod snuer. Smuk hvid mælk med skønne brune prikker af kanel 🙂
Til 1 snue ramt person eller bare til en kop varm hygge skal du bruge:
2-2½ dl mælk – sødmælk, letmælk, minimælk eller skummetmælk er op til dig
1 stang kanel på 5 cm
1 stykke frisk ingefær på cirka 1½ cm længde
1 stor tsk. dansk honning
Skær skrællen af ingefæren og skær den i tre stykker. Kom ingefæren, mælken og kanelstangen i en gryde og kog det op.
Hæld den kogende mælk op i et krus, eventuel igennem en lille si, hvis du ikke vil have ingefær stykkerne og kanelstangen med i kruset.
Tilsæt en generøs skefuld dejlig dansk honning og rør godt rundt. Drik denne skønne varme gudedrik med det sammen, imens den er rygende varm.Dejlig drik, mmmhhh
Mælken smager skønt af sødme og krydderier; ingefæren giver en dejlig friskhed til den sødlige mælk og kanel lister ind på tungen lige efter ingefæren og leger med dine sanser. Honningen giver en skøn dybde og fuldender den fantastiske smag, mums.
Prøv den næste gang du eller dine kære bliver ramt af en dum snue.