Lækre bløde boller med et overraskende fyld af marshmallows. Overtræk dem med mælkechokolade eller mørkchokolade og de bliver bare endnu bedre 🙂
Til 16 boller:
25 g gær
1,5 dl mælk
2 æg
110 g sukker
1 nip salt
1 tsk. vanilie
ca. 550-600 g hvedemel (det varierer lidt afhængig af den mel, du bruger, så prøv dig frem)
110 g blødt smør
50 g mini marshmallows
Rør gæren ud i den lunkne mælk. Tilsæt æg, sukker, salt og vanilie og rør godt rundt. Tilsæt hvedemel, lidt af gangen og når der er ved at være nok mel i dejen til, at du skal ælte den, tilsætter du det bløde smør. Det er ikke sådan jeg plejer at gøre, men resultatet er noget helt andet, så gør det 🙂 Tilsæt mere hvedemel og ælt dejen godt, min. 200 gange, og lad den hvile i skålen under et klæde i 45 min.
Find 16 silikone muffins forme og tænd ovnen på 200 grader, ikke varmluft!
Nu bliver det lidt møjsommeligt, men det må det gerne være en gang imellem 🙂
Find din køkkenvægt frem og vej dejen af i portioner af 70 g. Det skulle meget gerne passe med 16 forme. Fordel dejen i de 16 forme og lav en fordybning i hver.
Heri lægger du 5 mini marshmallows
og lukker dejen godt sammen om dem.
Sæt formene på en bageplade og lad dem hæve lunt og tildækket i 15 min. Pensl dem med mælk og bag dem midt i ovnen i ca. 15 min.
Lad dem køle af og dyp dem i smeltet chokolade og server, mums.
Du er sikker på, at du bliver et hit, ikke mindst ved slikmunde og børn 😉