Koldskål uden æg

Hvad er en dansk sommer uden skøn hjemmelavet koldskål? Jeg er syg med koldskål og jeg lader det nogle gange erstatte min aftensmad – specielt på en bagende varm dag eller en rigtig lummer dag. Jeg laver min koldskål selv og denne opskrift er på koldskål uden æg.

Denne opskrift på hjemmelavet koldskål uden æg er super let at lave, så børn kan også være til at lave den 🙂Koldskål uden ægSmuk, dansk dessert 🙂

Til 1,75 l lækker koldskål skal du bruge:

7,5 dl tykmælk – ymer kan også bruges, dog skal surmælksproduktet ikke være tyndere i konsistens end tykmælk, så A38, ylette og yoghurt naturel duer nok ikke

1 l kærnemælk fra en glad ko

100 g rørsukker

Saften af ½-1 citron

2 vaniliestænger

Koldskålen skal stå på køl i minimum 1½ time for at trække smag.

Hæld tykmælken op i en skål – gerne den du vil servere den i, så en fin skål vil være passende 🙂 Flæk vaniliestængerne og skrab kornene ud. Mas kornene med lidt af rørsukkeret. Tilsæt resten af rørsukkeret og de smukke vaniliekorn til tykmælken og rør begge dele ud i den med en ske, indtil sukkeret er opløst.

Sæt skålen i køleskabet i ½ time.

Tilsæt saften af ½ citron til tykmælks-sukkerblandingen og rør det godt sammen. Smag på det. Du skal kunne smage citronen en smule, hvis du ikke kan det, så tilsætter du lidt ekstra saft.

Kom kærnemælken i skålen og rør blandingen godt sammen. Smag på den igen – skal den lige have de sidste dråber citron?

Husk på at koldskålen tager smag af både vanilien og citronen, når den trækker i køleskabet, så smagen intensiveres.

Sæt skålen tilbage i køleskabet i minimum 1 time.Koldskål uden æg

Jordbær, banan og koldskål i skøn forening, mums

Server den lækre, vanilieprikkede og citronduftende koldskål med friske jordbær, bananskiver, hindbær, blåbær, melontern, lidt knasende topping til yoghurt eller helt traditionelt med kammerjunkere.

Når vi spiser denne lækre koldskål til aftensmad, får vi friske, solmodne jordbær og skønne gule bananskiver i den. Nogle gange putter jeg også en håndfuld knasende mysli eller topping til yoghurt i. Det giver en god mæthed og ikke så meget sukker, som hvis vi spiste den med kammerjunkere.Koldskål uden ægSkøn vanilieprikket koldskål med dejlige bær og bananer, mmmhhh 😀

Kammerjunkere er gode, men de er lidt mere kageagtige og bør derfor kun spises i koldskål, når den serveres som dessert – synes jeg 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.