Disse kanesnegle er en lækkerbisken fyldt med kanel, sukker og i denne variant marcipan. Marcipanen kan godt undværes, De smager også rigtig godt uden 🙂 Med marcipanen er det luksus-kanelsnegle.
Opskriften har fulgt mig siden min barndom og for mig, er det den bedste opskrift på kanelsnegle, der findes 🙂
Til 18-20 lækre og svampede kanelsnegle skal du bruge:
1 pakke gær
150 g smør af den rigtig gode slags
2 dl mælk fra en glad ko
2 æg fra en sød høne, der har et dejligt liv
1 tsk. kardemomme
2 spsk. rørsukker
1 tsk. fint salt
8 dl hvedemel, cirka
Til fyldet skal du bruge:
200 g rigtig god stuetempereret smør
1½ dl rørsukker
2½ spsk. stødt kanel
Eventuelt 100 g revet marcipan
Smelt smørret over lav varme i en gryde. Tilsæt mælken og lad det køle af til det er lillefingervarmt – det kan gøres ved at sætte gryden ned i vasken og lade den kolde hane løbe, men det er vandfrås, så tålmodighed er bedre 🙂 Smuldr gæren i en stor skål og når smør-mælkeblandingen er lillefingervarm hældes den over og gæren røres ud. Tilsæt sukker, kardemomme, salt, æggene og 1/3 af melet. Rør godt sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen rigtig godt sammen. Lad dejen hvile i skålen i minimum 30 minutter med et klæde over.
I mens dejen hviler og vokser, rører du fyldet sammen. Kom det stuetempererede smør i en skål, kom kanel og sukker i skålen og rør massen godt sammen. Sæt skålen til side og find en bageplade eller bradepande (30x50cm) frem og kom bagepapir på den. Du behøver ikke at lave dine kanelsnegle sammenbagte, jeg synes bare de bliver endnu bedre sådan. Du kan lægge dem på en almindelig plade eller du kan komme dem i muffinforme af silikone eller metal.
Når dejen har vokset sig stor og elastisk ruller du den ud til en meget stor flade. Jeg blev begrænset af, at mit køkkenbord ikke var stort nok, så jeg endte med en dejflade der målte 50×80 cm og ½ cm i tykkelsen. Du kan godt rulle dejen lidt større ud, hvis du har plads 🙂 Smør fyldet på dejen i et tyndt lag.Kæmpe dejflade med lækkert kanelfyld
Hvis du vil lave luksusudgaven, skal du rive marcipanen over fyldet, du kan også komme lidt rosiner på fyldet. Fine marcipanspåner
Rul dejen sammen fra den lange led til en lang stram rulle.Sneglerulle fyldt med hemmeligheder
Skær rullen ud i 2½ cm tykke skiver, det giver cirka 18-20 snegle. Fold den ene dej ende ind under hver snegl og læg dem på bagepladen. Hvis du vil lave de sammenbagte, skal de selvfølgelig ligge ret tæt. Tryk sneglene let med din hånd, så de flader lidt ud. Det får dem til at hænge bedre sammen under bagningen.Sneglerulle forvandlet til sneglekager 🙂
Lad snegelen hæve i 15-20 minutter. Tænd ovnen på 225 grader, ikke varmluft – så får du tørre snegle i stedet for svampede. Når ovnen er varm og sneglene har hævet, skal de pensles. Du kan bruge mælk eller æg – det kommer an på, hvad du er til 🙂 Du kan drysse nogle af sneglene med perlesukker og hakkede mandler, hvis du kan lide det.
Bag de lækre kanelduftende snegle midt i ovnen, eller lige under midten, i 12-15 minutter. De skal være let gyldne. Tag de gyldne kanelsnegle ud af ovnen og lad dem køle af på en rist.
Når kanelsneglene er let afkølede, kan du brække de snegle af, som du vil spise med det samme og pynte dem med lidt hvid glasur.En fræk lille svampet lækkerbisken
Nyd dine snegle let lune med den hvide glasur løbende ned af kage og fingre, så smager de bedst 😉 Det er en rigtig lækkerbisken; blød, svampet og fyldt med den gode smag af kanel og svage noter af marcipan, mums. En rigtig regne-ruske kage, der bare er superhyggelig.