Jeg elsker cupcakes – en lille delikat kage med lækker topping og de kan laves i et utal af varianter. De er lette at have med på picnic, til kollegaerne på arbejde, eller til børnenes klassekammerater.
Den her er en af mine favoritter. Gulerods cupcakes med cream cheese topping.
Til 12 cupcakes skal du bruge følgende:
125 g hvedemel
75 g brun farin
75 g rørsukker
1½ tsk. bagepulver
1 tsk. kanel
1 tsk. ingefær
1 tsk. vaniliesukker
50 g stuetempereret smør – den gode rigtige smør, ikke et blandingsprodukt.
1 1/4 dl. sødmælk – ikke mini-, let- eller skummetmælk. Det er sødmælken, der gør det.
1 stort og lækkert æg fra frilandshøns – ingen buræg, du kender min holdning.
200 g fintrevet guleødder
50 g hakket valnødder
Tænd ovnen på 175 grader – ikke varmluft, ikke til bagning. Kom mel, de to slags sukker, krydderierne, bagepulveret og smørret i en skål og rør det sammen med din køkkenmaskine eller en håndmikser til det har konsistens som krummer. Du skal bare røre det sammen ved den laveste hastighed, ellers har du mel og krydderier i hele dit køkken.
Pisk ægget og mælken sammen i en anden skål. Tilsæt denne blanding til “krummerne” under omrøring. Skru op til medium hastighed og rør dejen sammen til den er glat og ensartet. Tilsæt gulerødder og valnødder og rør igen godt sammen.
Tag 12 store (dem med krave) muffinforme og sæt i enten muffinforme af metal eller silikone og fyld dejen heri. Formene skal fyldes 2/3 op. Bag kagerne midt i ovnen i ca. 22 minutter, det afhænger af din ovn. Det kan være, at de kun skal have 20 minutter eller måske 25 minutter. Start med at give dem 20 minutter og mærk så efter med en kødnål om, der hænger dej ved. Hænger der dej ved, skal de have lidt længere.
Når kagerne er bagt, tages de ud af ovnen og køler af i formene i fem minutter. Vend dem herefter ud på en rist og lad dem køle helt af.
Når de er kølet af, skal de have det sidste pift – cream cheese topping 🙂
Til 12 cupcakes skal du bruge:
300 g flormelis
50 g stuetempereret smør – igen den rigtige gode smør, ikke et blandingsprodukt
125 g. flødeost natural – f.eks. Buko – du kan ikke bruge et light produkt, det bliver til en blød smattet masse, der kun løber af dine kager – tro mig, jeg taler af erfaring. Du skal gå all in med en almindelig flødeost.
Rør flormelis og smør sammen med en håndmikser ved lav hastighed og tilsæt så flødeosten. Rør godt sammen til du har en glat skinnende masse, men rør ikke for længe, for så kan det altså skille og så skal du starte forfra.
Smør 1 spsk. cream cheese topping på hver cupcake og sæt dem i køleskabet til de skal spises.
Turen i køleskabet i et par timer, gør dine cupcakes svampet og lækre, så det kan kun anbefales.