Luksus stjerneskud
Jeg elsker det klassiske stjerneskud, så længe det er lavet ordentligt og ikke er på slattent brød, dårlig dressing og friturestegte fisk. jeg er ikke fanatisk, men jeg har bare en eller anden antipati mod friturestegt fisk, med mindre der er tale om en god fish ‘n chips 🙂
Der er kun en ting, der slår et klassisk stjerneskud og det er luksusudgaven af det 🙂Skøn dansk klassiker
Mit luksus stjerneskud er med groft brød og avocado, samt en dressing med lidt spark i, der passer godt til de milde meuriére vendte fiskefileter.
Der er mange, der mener, at et luksus stjerneskud indebærer røget laks på toppen, men i min verden hører røget laks ikke til på et stjerneskud – det overdøver simpelthen den lækre milde smag og dominerer denne skønne mad, som var det hovedingrediensen. Derfor er røget laks bandlyst fra mit luksus stjerneskud.
Til 2 personer skal du bruge:
6 store upanerede fiskefileter fra fiskehandleren eller egen fangst (husk fisketegn)
2 dl hvedemel
Havsalt og friskkværnet peber
25 g smør af den gode slags
2 spsk. olivenolie
100 g msc mærket rejer
3 små tomater, f.eks cherry eller blomme
4 tynde agurkeskiver
2 tynde lime eller citron skiver
1 avocado
4 blade hjertesalat
2 skiver godt groft rugbrød – helst med minimum 8 g kostfiber per 100 g
2 spsk. skyr
2 spsk. sød chilisauce
1 spsk. ketchup f.eks. Beauvais
2 tsk. rød eller sort kaviar
Dild kviste eller karse til pyntMums 😀
Tænd ovnen på 100 grader.
Kom mel, salt og peber i en mellemstor plastic pose. Ryst det godt sammen. Sæt posen til side.
Skyl og tør salatbladene godt. Skyl tomaterne og skær dem midt over. Skør et snit halvvejs i agurkeskiverne, så du kan lave agurkesvingere, gør det samme med citrus skiverne.
Sæt rejerne til afdrypning i en sigte.
Flæk avocadoen på langs og tag stenen forsigtigt ud. Fjern forsigtigt skrællen og skær hver halve avocado i tynde skiver. Dryp dem med lidt citrussaft, så de ikke bliver brune.
Kom skyr, chilisauce og ketchup i en skål og rør dressingen godt sammen. Smag til – dressingen skal være sødlig med et efterspark af mild chili, den må gerne have lidt skarphed.
Sæt en stor stegepande over medium varme og kom halvdelen af smørret og olien på panden.
Kom en fiskefilet i melposen ad gangen og ryst den godt rundt, så den bliver dækket godt af mel på alle sider. Tag den op og læg den på en tallerken, gentag processen, indtil du har nok til en pande, det passer cirka med fire fileter.
Du kan sikkert ikke få plads til alle fileterne på panden på én gang, så vend kun dem i mel, som du kan have på panden ad gangen. Vent med de sidste.
Når fedtstoffet er varmt og bruser let, lægger du forsigtigt fileterne på panden. De skal stege cirka 3 minutter på hver side. Når de er stegte, lægger du dem forsigtigt ind i den varme ovn på en bageplade med bagepapir, så de ikke ligger oveni hinanden.
Vend de sidste fileter i melposen og steg dem i det sidste fedtstof.
Rist rugbrødet, så det bliver dejlig sprødt. Læg brødet på tallerkner og pynt det med salatbladene. Fordel avocado skiverne ovenpå salaten og læg 3 fiskefileter forskudt ovenpå brød, salat og avocado. Kom en generøs skefuld dressing ovenpå fisken og top med de afdryppede rejer.
Pynt stjerneskuddet med agurke- og citrussvingere og de halverede små tomater. Slut af med en teskefuld kaviar og et lille nip grønt; karse eller dild.Lækkert, let og sundt 🙂
Server med dets amme og nyd denne lækre klassiker med et glas køligt hvidvin eller en iskold øl, mmmhhh.
Dette luksus stjerneskud er lavet uden en dampet fiskefilet, da den kære kæreste ikke er så vild med dampet fisk. Du kan dog sagtens erstatte den ene stegte fiskefilet på hvert stjerneskud med en dampet.
Hvis du vil have en dampet fiskefilet, skal du komme en smule vand og lidt hvidvin i en lille gryde og bringe det op til simre stadiet. Fold fiskefileten på tværs og læg den forsigtigt ned i den varme væske i to minutter. Fjern gryden fra varmen og lad fiskene stå og trække i væsken et par minutter, inden du forsigtigt tager dem op med en hulske.
Dette stjerneskud smager skønt af milde fiskefileter, da den skønne meuriére ikke overdøver fiskens smag, men derimod nænsomt fremhæver den. Det sprøde rugbrød giver et dejligt modspil til de milde fisk og dressingen giver lige netop den skarphed, som dette stjerneskud har brug for. Alt i alt en smuk og delikat ret, der passer perfekt til en lørdag aften og som gæsteret.
Det er desuden en børnevenlig ret, da de fleste børn elsker fiskefileter og hvis du vil servere den til børn, laver du bare en mindre udgave med færre fisk og en mildere dressing 🙂
Meuriére betyder vendt i mel, salt og peber – bare lige hvis du undrede dig 😉