Kold kartoffelsalat
Endelig er det gode vejr kommet. Der er dejlig lunt og selvom solen putter sig lidt genert bag skyerne, føles det skønt at være ude. I går blev aftensmaden indtaget på terrassen for første gang i år og det var fantastisk. Tænk, at sidde der i solen, mærke en lun brise, høre solsortens smukke sang og så nyde en lækker portion hjemmelavet kartoffelsalat med gode gammeldags frikadeller til. Det var slet ikke så tosset. Det var faktisk rigtig skønt 🙂
Jeg blev så glad, da jeg kom ud og så at de sidste dages regn, i samarbejde med den lune luft, har gjort underværker for mine kartofler, rucola, spinat og selv rabarberen. Det hele spirer, vokser og breder sig. Jeg får helt kriller i maven af glæde over, at det hele spirer og tanken om, det der senere på året kan høstes af gode ting, får mine tænder til at løbe i vand. Jeg fik plantet de første tomater i går, resten skal ud i morgen og selv et par chilier kom ud i solen. Chilierne har jeg købt, men tomaterne har jeg selv dyrket frem og sikke en glæde det er. Du lægger et lille tørt frø i jord, vander jævnligt og sørger for at det står lyst og pludselig spirer disse små fantastiske planter frem og vokser sig store og stærke. Det er da dejligt og livsbekræftende 🙂
Jeg har også fire agurker, jeg også selv har dyrket, der venter på at komme ud, men min kloge mor har sagt, at jeg tidligst må plante dem ud efter Grundlovsdag, for så er risikoen for nattefrost helt væk. Så jeg lytter selvfølgelig til min mor, det bliver jeg aldrig for gammel til. Det ville da være ærgerligt, hvis mit arbejde gik til spilde. Jeg har samlet et lille potpourri af billeder fra min have af alle de dejlige ting, der spirer og gror.
Du skal da også have opskriften på hjemmelavet kartoffelsalat. Det er en opskrift, der er gået i arv i min familie, så det er med stor ære og glæde, at jeg giver den videre.
Til 3-4 personer skal du bruge:
850 g kogte nye kartofler, der er kølet af
200 g cremefraiche 9%
150 g mayonaise light – altså den almindelige mayonaise, som du også bruger til en æggemad
Saften af ½ citron
Friskkværnet peber
1 bundt fintklippet purløg
Bland cremefraiche, mayonaise, citronsaft og friskkværnet peber i en skål og rør det godt sammen. Det skal nok samle sig, selvom det ikke ser sådan ud. Tilsæt fintklippet purløg og rør rundt. Smag til med lidt ekstra peber. Du skal ikke bruge salt i kartoffelsalaten. Det er slet ikke nødvendigt.
Skær kartoflerne i tern, ikke for små og ikke for store, ca. 1½ cm store tern er passende. Bland dem i dressingen og stil kartoffelsalaten på køl indtil du skal spise den. Det bliver bedst, hvis den får lov til at stå og trække smag i et par timer, men den kan også spises med det samme.
Det er min ubetinget yndlingskartoffelsalat. Den er frisk, lækker og falder ikke tungt. Selvom mængden af maoynaise er forholdsvis stor, så er det ikke så slemt, når du bruger en light og den er ikke fed i smagen. Lidt fedt skal der altså også være plads til 🙂
Det kan være, at du skal afprøve den her i pinsen 🙂 Vejret bliver godt, så der er ingen undskyldning for ikke at tænde op i grillen, nyde solen, slappe af med familien og spise kold kartoffelsalat.
Jeg glæder mig til det gode vejr, til hygge på terrassen, pinsetur med mine forældre og min svigerfar og måske en tur på cyklen i solen. Jeg kan mærke, at det bliver en dejlig pinse 🙂