Kofta med kylling
Kofta med kylling eller kyllinge kofta er en nem lille ret, der smager skønt og, afhængig af tilbehøret, er ret sund. Det er nok tiltrængt ovenpå påskens mange gode frokoster, lidt for meget vin og lidt for meget chokolade…. 😉Sprøde og krydrede basser
Kofta laves oftest med lammekød, men et par dårlige eller uheldige oplevelser med lammefars har resulteret i en skræk for stegt våd uld, derfor har jeg brugt kyllingefars til disse små lækre koftaer 🙂 Kyllingefars eller oksefars er dog også brugt i koftaer fra Indien og Pakistan, så helt ved siden af, er det ikke.
Til 8 aflange og skønne krydrede koftaer skal du bruge:
450 g kyllingefars
2 tsk. herbes de provence krydderi
½ tsk. citronpeber eller almindelig kværnet sort peber
1½ tsk. fint salt
½ rød chili
3 fed hvidløg
Evt. ½ spsk. hvedemel, hvis din fars virker for vådSkøn kofta med tzatziki og salat
Hak chilien fint og pres hvidløgsfeddene. Bland alle ingredienserne sammen i en skål og brug klør fem til at ælte farsen godt sammen med. Lad farsen hvile ½ time, inden du former og steger de skønne koftaer.
Form farsen til 8 aflange og buttede frikadeller/kødboller. Varm en pande godt op med en sjat olivenolie og en klat god smør. Steg koftaerne, indtil de er sprøde og gyldne på alle sider. Lækre koftaer med kylling, sundt og velsmagende
Server koftaerne i lune pitabrød med salat, solmodne tomater, forårsløg og en god klat hjemmelavet tzatziki med masser af hvidløg i, uuhhmmm 🙂
1½ kofta passer til 1 stort pitabrød, så du har i denne portion, nok koftaer til 4-5 personer. Kofta klædt i tzatziki, mmmhhh
Du kan også afkøle koftaerne og spise dem kolde på en skive rugbrød eller halvere dem på langs, og stege dem, igen, på panden, så de bliver sprøde og varme endnu en gang. Jeg brugte halvdelen af mine koftaer til en skøn salat, som du får opskriften på senere på ugen og den anden halvdel blev halveret, stegt igen og serveret i pitabrød, herligt 🙂