Denne konfektvariant er lidt anderledes end de traditionelle marcipanvarianter, jeg plejer at lave.
Papayaen kan skiftes ud med rosiner, der har trukket i rom eller tranebær, der har trukket i vodka.
Til 16 papayabidder skal du bruge:Søde papayabidder med fint pynt
140 g god marcipan
30 g tørret papaya
200 g mælke- eller mørkchokolade
Klip papayaen i små bidder og ælt den godt sammen med marcipanen. Form marcipan-papaya blandingen til en aflang pølse, cirka 2½ cm i diameter. Skær ½ cm tykke skiver af marcipanen og læg dem på et stykke bagepapir på en bageplade.
Sæt papayabidderne til tørring i et køligt rum i cirka 30 minutter. Så er de lettere at overtrække.
Smelt mørk eller mælkechokolade over vandbad eller i en chokoladesmelter – jeg har en chokolade smelter, som jeg altid bruger, når jeg laver konfekt. Den tempererer chokoladen perfekt, og den er let at bruge. Dyp papayabidderne et ad gangen i chokoladen, bank forsigtigt overskydende chokolade af og læg dem til tørring på et stykke bagepapir på en bageplade. Drys med lidt rosa sukkerkugler. Når du har dyppet alle papayabidderne og pyntet dem, skal de sættes køligt, indtil chokoladen er størknet.