Du kan sikkert, ligesom jeg, huske barndommens havregrynskugler; små mørkebrune godter trillet i kokos og med en sød smag af kakao, smør og havregryn – lækkert. Jeg har opgraderet min barndoms havregrynskugler til en luksus udgave af havregrynskugler; havregrynskugler deluxe med god chokolade og ristede mandler, mmmhhh 🙂Lækre kugler med chokolade og skønne mandler
De er lige så lette at lave som de traditionelle, men smagen er så meget bedre 😀
Til 32 skønne havregrynskugler deluxe skal du bruge:
2½ dl finvalsede havregryn
½ dl flormelis
1 tsk. ren vaniljepulver – alternativt 2 tsk. vaniljesukker eller ½ stang vanilje
100 g god mørk chokolade med min. 64% kakao
50 g smør af den gode slags
1 spsk. cremefine til piskning – er det kun til voksne kan cremefine erstattes af Bailey 😉
75 g mandler
Smelt chokoladen og smørret i en gryde ved svag varme. Når det er næsten smeltet sammen, tilsættes cremefine eller Bailey.
Imens chokoladen smelter, blandes havregryn, flormelis og vaniljepulver i en lille skål.
Når chokolade-smør-cremefine-blandingen er smeltet sammen til en homogen masse, fjernes gryden fra blusset og havregrynsblandingen tilsættes.
Rør massen godt sammen. Den er ret blød og virker noget våd, men du skal endelig ikke tilsætte flere havregryn.
Stil blandingen køligt til den er næsten stivnet.
Imens havregrynsblandingen køler af, rister du mandlerne på en tør pande ved medium varme. De skal ikke smuttes – den gode skal må gerne blive siddende på 🙂
Ristningen af mandlerne fremhæver deres dejlige sødme og skønne smag.
Mandlerne skal riste i cirka 5-7 minutter. Lad dem køle helt af på panden.
Når mandlerne er helt afkølet, er havregrynsblandingen også ved at være tilpas afkølet og stiv til at den kan trilles til kugler.
Hak mandlerne meget fint i en minihakker og hæld dem op i en lille skål.
Tril havregrynsblandingen til 32 fine kugler, cirka på størrelse med en valnød, og tril dem i de fintmalede mandler.
Hvis havregrynsmassen er blevet for kold og stiv, kan du lade den stå ½ time ved stuetemperatur – det burde hjælpe. Smukke og delikate julekugler 😉
Opbevar de lækre luksus havregrynskugler på køl, indtil de skal nydes. De er også gode som en fin lille værtsgave sammen med en lille portion nougatbrud – perfekt til et af julens mange arrangementer 🙂
Disse lækre havregrynskugler har en intens og dyb smag af chokolade og de skønne ristede mandler fuldender en dejlig smagsoplevelse – jeg kan garantere dig, at du kommer til at lave flere portioner af disse skønne luksus havregrynskugler inden juleaften 😉
Hvis du bruger Bailey i stedet for cremefine, så er de nok bedst at servere for voksne, eventuelt som en lille dessert efter en god julet middag 🙂Lækre stykker af mandel, mmmhhh
Jeg laver kun havregrynskugler deluxe fremover – smagen er så meget bedre og så bilder jeg mig selv ind, at de er lidt sundere, end de traditionelle, da mængden af smør er mere end halveret 😉